Optakt Chelsea FC – Manchester United
Det var ……………(indsæt bandeord af eget valg!) pinligt imod Exeter City i FA cuppen, holdet svigtede sine fans og træner for den sags skyld – man kan uden tvivl sige, at vores stolthed led et knæk i lørdags.
Som så mange gange tidligere i denne sæson har vi rejst os, og selvfølgelig vil United rejse sig igen. Men taget Exeter-kampen i betragtning, tør Ferguson nok ikke at køre stilen videre med udelukkende at spille med unge og marginalspillere, det formodes at der bliver plads til flere rutinerede førsteholdsspillere.
Dermed bryder Ferguson sit løfte om at stille med de samme, som slog Arsenal ud i kvartfinalen. Det sker på grund af flere omstændigheder; flere spillere er på vej tilbage efter skadespause/karantæne, Rooney, O’Shea, Saha og Fortune drejer det sig om, kunne alle have glæde af en kamp under bæltet, plus at Ferguson for alt i verden vil undgå endnu en ydmygelse ovenpå Exeter-kampen – ergo ikke stille med et alt for urutineret og uprøvet hold i London.
Givet skulle det være, at Rooney starter oppe foran efter endt karantæne. O’Shea, Miller, Djemba-Djemba, P. Neville, Brown og Howard forventes at være blandt de startende. Saha og Fortune er begge tæt på at være klar. Dagen i dag vil afgøre, om de er 100 % kampklar. Så frem, at alle bliver klar, er det så småt med startmuligheder for de unge, de må højst sandsynligt nøjes med en plads på bænken.
Carling-cuppen er måske ikke den mest prestigefyldte turnering, men en semifinale imod Chelsea vil altid være noget specielt, især efter arrogante Mourinho har overtaget trænersædet i Chelsea. Det er ingen hemmelighed, at Ferguson og portugiseren ikke er bedste venner, derfor bliver der nok lagt lidt ekstra brænde i kakkelovnen til onsdagens kamp.
Mourinho har igennem turneringen stillet med et forholdsvis stærkt mandskab, krydret med unge spillere, og ikke lagt skjul på, at han gerne vil vinde Liga Cup-trofæet i Cardiff. Forhåbentlig sætter et forstærket United-hold en stopper for Chelseas pokal drømme. God fornøjelse.
Manchester Uniteds trup:
Howard, Ricardo, P. Neville, O”Shea, Brown, Fortune, Pique, Spector, Fletcher, Djemba-Djemba, Miller, Ronaldo, Richardson, Scholes, Jones, Eagles, Rooney, Saha og Bellion.