Til stor overraskelse meldte den engelske sportsnyhedskanal Sky Sports News hen over middag dansk tid, at Anders Lindegaard var i gang med det obligatoriske lægetjek på Carrington forud for skiftet til Manchester United.
Men som det blev bekræftet i går, så er forhandlingerne foreløbig sat i bero mens Aalesund fejrer deres sæsonafslutning med en tur i de norske fjelde.
Det var her, hvor DR Sporten fangede den danske målmand, på telefonen:
“Jeg har ingen ide om, hvad der foregår. Det må du spørge klubberne om. Jeg regner med at få et opkald på et tidspunkt om, hvordan det ser ud,” siger landsholdsmålmanden til DR Sporten.
Han vil fortsat ikke kommentere transferrygterne, ej heller de vedvarende rygter om at Manchester United ikke kun vil hente ham, men også en anden konkurrent til målmandsposten.
Rygterne om Uniteds jagt på David de Gea tager han helt roligt:
“Så kunne jeg have siddet det sidste halve år i min lejlighed og trillet tommelfinger og læst om verdensklassemålmænd, der sættes i forbindelse med klubben. Det er for dumt, og jeg vil ikke udtale mig om spekulationer,” siger danskeren.
Dermed ser det ud til at transferen kan sættes i bero indtil i næste uge, hvor det ser ud til at Anders Lindegaard kan rejse til Manchester selv for at diskutere de personlige forhold.
Da den norske fodboldsæson allerede er slut, så vil det være muligt for danskeren at tiltræde i United før den 1. jaunuar, hvor han transfervinduet åbner igen.