FA Cup-vinderne fra Manchester City skulle forsøge at vinde det andet trofæ inden for årtier, men de forsvarende Premier League-mestre fra Manchester United kom i vejen for den præstation. I et yderst seværdigt og nervepirrende opgør kom de lyseblå foran 2-0, men måtte indkassere tre mål i anden halvleg til slutresultat 2-3.
Manchester United startede som lyn og torden, og var ikke mange minutter om at presse på til et føringsmål. Kombinationsspillet på sidste tredjedel af banen fungerede generelt fantastisk over hele kampen, men det stærke City-forsvar tillod ikke de helt store åbne chancer.
Manchester Citys chance lå i omstillingsspillet og på dødbolde, og her viste de deres styrke ved enkelte situationer. De kom således lettere ufortjent i front ved Joleon Lescott, da han steg højest i United-feltet, og headede den ind til 1-0.
De kom yderligere foran sidst i første halvleg, da Edin Dzeko prøvede kanonen af fra lang afstand. Den nye keeper, David de Gea, så ikke for godt ud i situationen, og han burde nok have klaret. Ikke desto mindre kunne City gå til pause med en 2-0-føring.
Nemanja Vidic, Rio Ferdinand og Michael Carrick blev byttet ud med et ungt kuld bestående af Phil Jones, Jonny Evans og Tom Cleverley ved anden halvlegs start, og specielt sidstnævnte fik hurtigt sat sit aftryk på kampen. I en kamp hvor langt de fleste United-spillere gjorde det fantastisk skilte han sig alligevel ud.
Manchester United var opsatte på at vende kampen, og de fik hurtigt en livline, da Ashley Young fandt Chris Smalling i feltet på en dødbold. Smalling, der spillede hele kampen som højreback, reducerede til 2-1.
Hvis du spørger Morten Bruun, kommentator på 6’eren, så gik der PlayStation-tilstande i Manchester Uniteds spil, da de fuldstændig splittede City-forsvaret ad ved scoringen til 2-2. Wayne Rooney, Danny Welbeck, Tom Cleverley og Nani havde flere besiddelser i løbet af pingpong-showet, der til sidst endte i fødderne på Nani der udlignede.
Manchester United fortsatte det gode spil, men City havde også en mulighed i den anden ende, men her fik David de Gea renset sit navn en smule, da han reddede et forsøg fra Adam Johnson.
I overtiden lignede det et opgør som skulle afgøres på straffe, men storspillende Nani ville det anderledes. Han jagtede en clearing fra United-feltet op på modsatte banehalvdel efter et hjørnespark, som Vincent Kompany burde have smækket ud af kommunen. Belgieren kagede i stedet i det, og gav Nani muligheden helt alene med Joe Hart. Her blev portugiseren den store, og han kunne lade sig hylde som matchvinder.