Det kom som noget af et chok for Manchester Uniteds fans, da klubben i sidste uge annoncerede, at det serbiske stortalent Adem Ljajic alligevel ikke kommer til Old Trafford.
Den 18-årige Partizan Beograd-spiller havde United haft i nettet siden januar, men klubben valgte ikke at gennemføre den aftalte handel. Alligevel tjente Ljajic selv på flirteriet med United.
“Det er korrekt, at jeg har stået på Uniteds lønningsliste, og at jeg har modtaget penge fra dem i år. Det var en belønning for at skrive forhåndskontrakt med klubben, men mere har jeg ikke at sige til det. Økonomien overlader jeg til min agent og min far,” siger Ljajic ifølge The Telegraph.
Avisen mener at vide, at United har sat 100.000 pund ind på Ljajic” bankkonto i forbindelse med aftalen i januar.