For få måneder siden var der ikke mange fodboldfans rundt omkring i Europa, som kendte navnet Federico Macheda. Det er der siden blevet ændret på, og han anses i dag, for at være et af de hotteste og mest lovende angrebs-navne i europæisk fodbold.
Hans afgørende mål i kampene mod Aston Villa og Sunderland har ikke blot sendt United på mesterskabskurs, det har også fået klubber i hjemlandet Italien, til at få øjnene op for den tidligere Lazio ungdomsspiller.
Hjemmesiden fansfc.com skriver således i dag, at Serie A klubben Sampdoria allerede skulle have snakket med Manchester United, om muligheden for at leje Macheda hele næste sæson. Sampdoria ligger pt på 13. pladsen i den bedste italienske række, og har Antonio Cassano som mest kendte ansigt i truppen.
Hvorvidt United og Sir Alex Ferguson så er indstillet på, at lade Macheda rejse på udlån næste sæson, eller om man vil beholde ham hjemme på Old Trafford og udvikle sig videre her, er endnu uvist.