Malacia gjorde comeback, mens Koné blev skadet i U21-exit

Tyrell Malacia fik langt om længe comeback, da U21-holdet spillede den sidste og afgørende gruppekamp i EFL Trophy mod Huddersfield tirsdag aften. Omvendt måtte Sekou Koné udgå med en skade.

(Ash Donelon/Manchester United via Getty Images)

534 dage. Så længe skulle der gå, før Tyrell Malacia igen kunne snøre støvlerne og løbe på banen i en fodboldkamp for Manchester United.

Den 25-årige hollænder gjorde comeback efter sin komplicerede knæskade tirsdag aften. Malacia spillede første halvleg for U21-holdet i deres sidste og afgørende gruppekamp i EFL Trophy mod Huddersfield, der desværre blev tabt 4-1.

Selvom man kunne forvente, at venstrebacken ville være rusten og langsom efter to knæoperationer og 17 måneder på sidelinjen, var det ikke tilfældet. Alt sad ikke i skabet, men Malacia viste fine boldfærdigheder, gik ind i glidende tacklinger og foretog et par sideskift i de 45 minutter, han fik på banen. Han blev erstattet af Harry Amass i pausen.

Malacia har deltaget i holdtræningen på Carrington den seneste halvanden måned, og ligner derfor efterhånden en spiller, Amorim kan have med i sine overvejelser.

Lindelöf og Malacia er tilbage på græs

Ankelskade til stortalent

Malacias comeback var desværre det mest positive at rapportere fra gårsdagens gruppekamp i EFL Trophy – pokalturneringen for holdene i League One og League Two.

Det 18-årige midtbanetalent Sekou Koné, der blev købt i maliske Guidars FC i sommer, måtte humpende forlade banen efter 42 minutter, med hvad der ligner en ankelskade.

Hvem er Sekou Koné?

Det var Konés første start for U21-holdet, og han viste sig generelt flot frem. Den 18-årige centrale midtbanespiller havde i løbet af første halvleg vigtige indgreb. Den våde bane på Jon Smith’s Stadium voldte dog også teenageren småproblemer, og han havde et par boldtab giftige boldtab. Efter 36 minutter blev han også tildelt et gult kort.

Hård skæbne

Inden gårsdagens kamp mod Huddersfield toppede U21-holdet deres gruppe i EFL Trophy med fem point efter de første to kampe mod Barnsley og Doncaster. De unge United-drenge havde slået Doncaster i straffesparkskonkurrence i foregående runde, hvilket giver to point i turneringen.

I den sidste gruppekamp mod Huddersfield skulle der derfor gå flere ting galt, hvis U21-holdet ikke skulle gå videre til knockout-fasen.

Men det gjorde der desværre. Huddersfield vandt 4-1, og da Doncaster samtidig slog Barnsley 1-3, trak United sorteper. Gruppespillet i EFL Trophy bliver derfor endestationen i denne sæson.

Kampfakta

Huddersfield – Manchester United U21: 4-1

1-0: Wiles (29′)
1-1: Musa (42′)
2-1: Healey (67′)
3-1: Kasumu (90′)
4-1: Lees (97′)

Previous Article

Mål nummer 83 for United - Kaptajn Bruno overhaler legende

Next Article

Landsholdspausen kalder igen - læs her, hvem der skal afsted med landsholdet

ANNONCE