Manchester United kunne langt om længe igen kalde sig Champions League-finalister, da det lykkedes dem, at besejre FC Barcelona 1-0 på Old Trafford. Det er således den første finale siden triumfen tilbage i 1999. Dengang sad en vis Paul Scholes ude med karantæne, og kunne ikke deltage i opgøret, hvilket gav ham ekstra blod på tanden i gårdsdagens infight. Den spiller på banen, der ville det allermest, skulle vise sig, at afgøre kampen på forunderlig vis, da han tæskede læderet op i krydset fra lang afstand. Paul Scholes kan dermed, sammen med sine røde kolleger, se frem til den 21. maj, hvor slaget skal stå på Luzhniki stadion i Moskva.
Den lunkne affære første opgør mellem storklubberne var, blev hurtigt glemt i virvaret af brillant fodboldspil, mandskaberne viste fra start til slut. Et vaskeægte pragteksemplar af en fodboldkamp, med alt hvad det indebærer. Hensigten med Champions League blev understreget, idet holdene fastholdte et eminent tempo, presspil og pasningsspil, der hele tiden fastholdte beskuerens fulde opmærksomhed. Intensiteten og spændingen var uudholdelig, men trods chancer i begge ender, viste United større sikkerhed i bageste kæde, end gæsterne gjorde. De chancer Barcelona fik, var forholdsvis under kontrol, og United var tættere på 2-0-målet end de var på reducering.
United-mandskabet viste den vindermentalitet der var savnet i weekenden, og på trods af en svækket startopstilling uden Wayne Rooney og Nemanja Vidic, gik alle og enhver opsatte ind til opgøret. Specielt Carlos Tévez gjorde god figur, da han om nogen kæmpede til sidste ende. Nu har Manchester United et ligamesterskab der skal køres i hus, før der igen skal kastes fokus på Champions League. Der resterer to kampe i Premier League, der begge skal betragtes som finaler, hvis Chelsea skal tage sig til takke med sølv. United møder West Ham hjemme på lørdag, og Wigan ude næste søndag.