Manchester United Supporters Trust lykkedes med deres anmeldelse af Manchester United til konkurrencestyrelsen i England, som nu går ind i sagen om brud på købeloven.
Organisationen, som består af 35.000 United-fans, anmeldte i sidste måned klubben for brud på købeloven for klubbens sæsonkortholdere og det er den henvendelse, som The Office of Fair Trading (OFT) nu tager op til efterforskning.
OFT bekræfter i et svar til organisationen, at den nu vil gå ind i sagen.
MUST har fået bred politisk og sportslig støtte fra flere sider. Senest var de tidligere denne uge til høring i det engelske parlament for at fremlægge deres sag.
Selvom høringen var rettet mod parlamentsmedlemmer med forkærlighed for United, så mødte medlemmer fra flere andre sportsgrene og klubber også op.
Blandt punkterne, som MUST mener United overtræder loven på, er ACS-ordningen, hvor klubben kræver at dens sæsonkortholdere forpligter sig til at købe billetter til fremtidige cup-kampe, som man hverken kender dato, modstander eller pris på.
Du kan ligesom mange andre danske United-fans melde din støtte til MUST ved at melde dig ind i organisationen. Læs mere om organisationen på Joinmust.org