For fjerde gang i 2008 krydsede Portsmouth og Manchester United klingrer, og for fjerde gang, kunne mestrene fra Manchester trække sig sejrrigt ud af fejden. Et skadesplaget mandskab uden adskillelige betydelige navne blev mødt på Fratton Park af et hævntørstigt Portsmouth-mandskab. Med sejre til både Liverpool og Chelsea, og med chancen for, at skabe afstand til titelkandidaterne fra Arsenal, der overraskende tabte ude til Fulham, var tre point dog stadig forventet.
Uden Ryan Giggs, Luis Nani, Cristiano Ronaldo, Michael Carrick, Ji-Sung Park, Owen Hargreaves og Louis Saha var bænken specielt udsat. En særdeles ung bænk, og kun meget få med offensive kvaliteter var at finde blandt udskifterne. Det var derfor op til de startende elleve, at kreere pladsen som var nødvendig for, at det kompakte Portsmouth-forsvar blev dirket op. Dette skulle vise sig, at være en stor mundfuld for udeholdet, da Portsmouth udover en stærk bageste kæde, stillede med defensivt indstillede midtbanespillere i form af Papa Bouba Diop, Sean Davis og Lassana Diarra. Tilbagevendte Anderson, storspillende Paul Scholes, vikarierende venstrekant Patrice Evra og topscorer Darren Fletcher ydede dog alle gode præstationer, og specielt sidstnævnte skulle vise sig, at være en vigtig faktor for kampens udfald.
Darren Fletcher satte sig nemlig ubestridt på toppen af klubbens topscorerliste, da han i midten af første halvleg gav gæsterne en velfortjent føring, efter konstant pres halvlegen igennem. Trods hjemmebanefordelen lykkedes det aldrig Pompey, at blive farlige foran United-målet, hvilket muligvis skyldes savnet af kreatøren Niko Kranjcar. Angrebsparret Peter Crouch og Jermaine Defoe havde ikke meget at byde på, selvom motivationen burde have været der, da den engelske landstræner Fabio Capello var at finde blandt tilskuerne. Wayne Rooney gjorde til gengæld en god figur, med evig gåpåmod, selvom det i denne kamp ikke rigtigt flaskede sig for ham. Manchester United kørte sejren hjem på hårdt arbejde, men dog uden det sprudlende spil, der ikke desto mindre viste sig i små glimt.