Det engelske fodboldforbund har udpeget Andre Marriner til at varetage fløjten, når de to Manchester-hold skal spille om det engelske mesterskab. Med blot tre kampe tilbage, så bliver kampen på mandag givet vis kampen, som vil afgøre det engelske mesterskab.
Marriner har tidligere i denne sæson dømt blandt andet den kontroversielle kamp mellem Manchester United og Liverpool i oktober, hvor kampen efterfølgende blev overskygget af Luis Suarez’s racistiske angreb mod Manchester Uniteds Patrice Evra. Kampen bliver hans tredje United-kamp i denne sæson og hans første Manchester City-kamp.
Marriner er dog ikke ubekendt med Manchester-derbyet. Han var således manden med fløjten, da United besejrede City på Old Trafford i februar 2011. En kamp som specielt huskes for Wayne Rooneys saksespark.