Medie: Chicharito færdig i United

Javier Hernandez har ingen fremtid i Manchester United under Louis van Gaal. Det skriver The Telegraph.

Manchester United vil forsøge at sælge Javier Hernandez, når han til sommer vender hjem fra en lejeaftale hos Real Madrid. 

Det skriver Mark Ogden, der dækker United for The Telegraph. 

Den 26-årige mexicaner indgår således ikke i Louis van Gaals fremtidige planer for United – også selvom en permanent aftale med Radamel Falcao skulle ryge i vasken. 

Hernandez skiftede til United fra mexicanske Chivas tilbage i 2010 og scorede i sin første sæson 20 mål i 45 kampe for klubben. Siden da har der dog været længere mellem snapsene for angriberen, der hovedsageligt har været henvist til en rolle som indskifter. 

Heller ikke hos Real Madrid har landsholdsspilleren formået at imponere, hvor det indtil videre er blevet til fire scoringer i 16 kampe. Ifølge The Telegraph er det derfor meget usandsynligt, at Champions League-vinderne vil aktivere frikøbsklausulen i lejeaftalen. 

Javier Hernandez vil til sommer have et år tilbage af sin kontrakt med Manchester United, der altså håber på en økonomisk gevinst ved et frasalg, før aftalen udløber. 

Forrige artikel

Van Gaal overrasket over fansene

Næste artikel

Cambridge jubler over lodtrækning

ANNONCE