Manchester Uniteds Harry Maguire er onsdag den 4. marts blevet idømt 15 måneders betinget fængsel ved en græsk domstol.
Det fremgår af mediet Sky Sports.
Den engelske midterforsvarer var i retten anklaget for at have været involveret i et slagsmål i august 2020 på den græske ferieø Mykonos. Ifølge Sky Sports lød anklagerne på simpel vold, modstand mod anholdelse og forsøg på bestikkelse i forbindelse med hændelsen.
Onsdag blev Maguire kendt skyldig i alle anklagepunkter. Forsvarsspilleren blev allerede i 2020 dømt for at have overfaldet og forsøgt at bestikke politibetjente, men fik bevilget en ny retssag efter appel, hvorefter dommen i overensstemmelse med græsk lov blev annulleret, fremgår det af Sky Sports. Den nye retssag er siden blevet udskudt fire gange – senest i oktober 2025, hvor retsmødet blev aflyst, fordi dokumenterne ikke var oversat til engelsk.
Harry Maguire har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig i anklagerne. Ifølge Sky Sports vil Maguires forsvar anke dommen.




