Den franske offensive midtbane Jérémy Menez har løftet sløret for, at hans ambition er at spille for Manchester United i fremtiden. Selvom det 21-årige talent lige har skrevet under med AS Roma og i weekenden fik sin debut, har han allerede nu låst sig fast på det næste mål. Nemlig at spille for “De Røde Djævle”.
“Selvfølgelig, det er en af de bedste klubber i verden, der har vundet Champions League. Jeg er stadig meget interesseret i dem. Men for nu er jeg glad for at være i min klub, AS Roma,” udtaler Menez til France-Football. Det skriver Setanta Sports.
Midtbanen, der er udråbt som den næste Zinedine Zidane, var inviteret til Old Trafford for fem år siden for at se tingene an, og det har tilsyneladende gjort indtryk på den unge herre. Han har allerede gjort det klart, at han ikke regner med at spille for “Giallorossi” resten af sin karriere. Og en mulig arbejdsgiver kunne være United.
“Som alle ved, består en fodboldspillers karriere af klubskifter. Men i øjeblikket er jeg fokuseret på mig selv og på Roma.”