Mesterskabet kom i hus

Et hattrick af Robin van Persie sikrede mesterskab nummer 20 til Manchester United.

Efter Tottenhams sejr i går mod Manchester City, var champagnen blevet lagt på køl på Old Trafford. En sejr i dag mod Aston Villa og United kunne lade sig hylde som engelske mestre. For 20. gang i historien.

Stemningen på Old Trafford var da også helt i top fra første fløjt, og spillerne virkede også opsatte på, at hente titlen hjem til den røde del af Manchester med manér. Et festfyrværkeri åbnede kampen, og specielt Robin van Persie var der virkelig bid i foran Villa-målet i dag. Hollænderens måltørke er i hvert fald ovre, og med lidt held havde van Persie scoret et par mere i dag.

Sir Alex havde til dagens kamp valgt at blande kortene lidt og havde skiftet lidt ud siden West Ham-kampen i onsdags. Evans og Jones gik ind i det centrale forsvar, mens rutinerede Vidic og Ferdinand fik hvile. Samtidig var Rooney endnu engang rykket ned på midtbanen, mens Kagawa lå lige bagved van Persie.

Robin van Hattrick

Der var ikke engang gået halvandet minut af opgøret, før United havde bragt sig i front. Meget passende var det Uniteds nummer 20, som sparkede titel nummer 20 i hus. Med et hattrick i første halvleg var Robin van Persie helt forrygende og viste, at han også er sulten efter at tage titlen som topscorer i Premier League.

Specielt det andet mål var lidt af en perle, da hollænderen på elegant vis i medløb first-timede en lang aflevering fra midten af Rooney ind bag en chanceløs Brad Guzan i Villa-målet. Flot pasning af Rooney, der var stærkt spillende på den centrale midtbane og havde flere gode lange skift, der mindede lidt om den måde Paul Scholes tidligere dominerede midtbanen på.

De to andre mål fra van Persie blev sat ind efter assist fra veteranen Ryan Giggs, der også leverede en fornem kamp på sin gamle position ude på venstrekanten. Aston Villa kom bedre med i opgøret efter det første kvarters tid, da United gik lidt ned i tempo efter de første to scoringer. Villa havde et par ganske udemærkede forsøg, og topscorer Christian Benteke viste flere gange sin farlighed foran United-målet.

Champ20ns

I anden halvleg havde United i lange perioder sat den i cruise-control, og der blev ikke ydet mere end højst nødvendigt. Aston Villa bed lidt fra sig i ny og næ, men forsvaret og David de Gea havde generelt fint styr på de muligheder, som gæsterne fik skabt. I den anden ende skabte United også selv nogle gode chancer, og specielt Shinji Kagawa burde vel have scoret.

United virkede tilfredse, og det samme gjorde Aston Villa, der formentlig var glade for at slippe afsted fra Manchester med et nederlag på 3-0, efter den flyvende start United fik på kampen. Der venter Paul Lamberts mandskab nogle hektiske uger i kampen for overlevelse i Premier League og vigtige bundopgør mod blandt andet Sunderland og Wigan, der er vigtigere for Villa at hente point i end i dagens kamp.

Dermed er United engelske mestre. 16 point er der ned til de, nu knap så larmende naboer fra City, som maksimalt kan hente 15 point i deres sidste fem kampe. Går United hen og vinder de sidste fire kampe, kan man nå op på 96 point, og dermed slå pointrekorden i Premier Leagues historie. Næste opgave for Sir Alex Fergusons tropper, er på søndag på Emirates mod Arsenal.

United 3 – 0 Aston Villa

David de Gea
Rafael da Silva – Phil Jones – Jonny Evans – Patrice Evra (C)
Antonio Valencia – Wayne Rooney – Michael Carrick – Ryan Giggs
Shinji Kagawa
Robin van Persie

Bænken

Anders Lindegaard, Rio Ferdinand, Danny Welbeck, Tom Cleverley, Alexander Büttner, Nani, Chicharito.

Udskiftninger

71′ Danny Welbeck ind, Wayne Rooney ud.

Målscorere:

2′ 1-0 Robin van Persie (assist Ryan Giggs)
13′ 2-0 Robin van Persie (assist Wayne Rooney)
33′ 3-0 Robin van Persie (assist Ryan Giggs)

Forrige artikel

Startopstillingen mod Villa

Næste artikel

Rooney: Alle mesterskaber er noget særligt

ANNONCE