Når man skal finde den mest elskede personlighed i Manchester United siden Eric Cantona, så vil mange supportere nok pege på Ole Gunnar Solskjær.
Den norske legende er igen tilbage pågrønsværen efter 2 års skadeshelvede, hvor han kun har haft ét mål: Komme tilbage i Uniteds trøje og score mål.
Men selvom mange ser det som en umulighed at se Solskjær spille for en anden klub, så tror Brøndby-træner René Meulensteen alligevel på muligheden.
“eg vil være mere end glad for at hente Solskjær, og han vil være fantastisk for klubben. Det kommer ikke til at ske nu, men måske senere,” udtaler Meulensteen til Ritzau.
Meulensteen har arbejdet tæt sammen med Solskjær under hans genoptræning, hvor han dels har spillet meget på reserveholdet og dels har fungeret som hjælpetræner.
“Han har kæmpet i flere år for at komme tilbage efter skader, og han vil nu prøve at komme tilbage på holdet i United. Men hvis han ikke får den spilletid, som han håber, så ser det måske anderledes ud. Men der kommer ikke til at ske noget de første par måneder,” lyder det fra en håbefuld hollænder.
Solskjær er blevet æret af klubben med at få titlen som klubambassdør, hvor han bl.a. skal promovere 50-året for Busby Babe-holdets første mesterskab.
Endvidere er han tiltænkt en trænerrolle i klubben sideløbende med hans nuværende kontrakt.