På søndag møder Manchester United sine evige rivaler fra Liverpool FC. Netop her slog Michael Owen sine folder, da hans karriere var på sin hidtidige absolutte top.
Men Owen kan sandsynligvis se frem til en plads som bænkevarmer, når Liverpool kommer en tur forbi Old Trafford.
“Du kan kun gøre dit bedste, forberede dig og træne godt, så du er klar, når manageren kalder på dig,” siger Michael Owen ifølge The Telegraph.
I denne sæson ser Owen ud til at være efter Rooney, Berbatov og nyindkøbet Javier “Chicharito” Hernández i kampen om pladserne i front, og han forsøger stadig at vænne sig til tilværelsen som lavt rangeret.
“Det lyder måske nemt, men noget af det sværeste er sandsynligvis, når man ikke spiller i et par uger, og så lige pludselig blive kaldt ind og skal være fysisk og mentalt klar til at spille godt,” siger han.
Owen sættes stadig stærkere i forbindelse med Aston Villa, hvor hans tidligere manager Gerard Houllier nu er ansat.
Englænderen startede inde 11 gange for United i sidste sæson. En sæson, hvor han nåede at finde nettet ni gange.
“Mod slutningen af sæsonen kigger jeg på det og tænker: “Var jeg glad for mængden af kampe, hvor jeg var klar?”, “Scorede jeg nok mål i de kampe, jeg spillede?” og “Spillede jeg godt nok i de kampe?”
“Du ser på højdepunkterne i sæsonen, om vi vandt noget og så videre. Men jeg vil ikke sætte tal på antal mål eller kampe, fordi man i en klub som denne aldrig ved, hvornår manageren vil bruge en,” siger Michael Owen.
Michael Owen nåede at score 118 mål i 216 Premier League-kampe for Liverpool, inden han fortsatte karrieren i Real Madrid, Newcastle og nu Manchester United.