Der var nok særligt én spiller, der glædede sig ekstra meget til dagens træning på Carrington. Mason Mount var nemlig for første gang tilbage i fuld træning, efter han blev skadet i kampen mod Luton Town d. 11. november 2023.
Det skriver klubben tirsdag formiddag.
Mason Mount bliver dermed kampdygtig til slutspurten af denne sæson, hvor United kæmper for at nå de adgangsgivende Champions League-placeringer. Derudover er de røde djævle fortsat med i FA Cup’en, hvor man søndag tager imod Liverpool på Old Trafford i kvartfinalen.
Den tidligere Chelsea-spillers skifte til Manchester United har langt fra været en succesfortælling. Skader har forpurret størstedelen af Mounts første sæson i klubben. Har har derfor kun optrådt 12 gange i den røde trøje.
Den engelske midtbanespiller blev købt for 60 millioner pund i Chelsea forud for denne sæson.