Manchester United og Real Madrid tørner onsdag sammen på Bernabeu i ottendedelsfinalen i Champions League i en af sæsonens absolut største kampe.
José Mourinho, der i dag var på lægterne på Old Trafford, glæder sig især til gensynet med Sir Alex Ferguson.
– Det er kampen, som hele verden venter på. Mange tror, at vi er pressede, fordi et stort hold bliver slået ud. Men det er en type kamp, som vi ønsker, og som folk ser frem til. Jeg håber, vi giver folk det, de ønsker, siger Mourinho til MUTV.
Han lægger samtidig ikke skjul på sin store respekt for Uniteds 71-årige manager.
– Jeg føler mig priviligeret, for han (Fergie, red.) er så vigtig en person for fodbolden. Og endnu vigtigere, så er han et godt menneske. Jeg har altid haft et fantastisk forhold til ham, og det er jeg stolt af, forklarer Mourinho.
Modsat Ferguson, der er i gang med sit 27. år som manager for United, har Mourinho pendlet mellem klubber som FC Porto, Chelsea, Inter og Real Madrid.
Den kontroversielle portugiser er flere gange blevet nævnt som mulig afløser for netop Ferguson, når han engang lader sig pensionere.