Cristiano Ronaldo er også at finde i Real Madrid, når den nye sæson skydes i gang.
Det tror den 28-årige portugisers landsmand og tidligere manager, José Mourinho, der ikke ser offensivspilleren gøre comeback i Premier League på nuværende tidspunkt.
– Jeg ved, at Real Madrid er en rig klub, og at de ikke behøver at sælge. De er så rige, at de kan spise ethvert bud på Cristiano Ronaldo, siger Mourinho ifølge flere engelske medier, heriblandt Cheshire-Today.
– Jeg ved, at Ronaldo elsker Manchester United, og jeg ved, at han elsker Premier League, men jeg tror, han bliver (i Real Madrid, red.). Det er bare en mavefornemmelse, jeg har ikke været i kontakt med ham, slet ikke, bare en mavefornemmelse, fortsætter den nyslåede Chelsea-manager.
Ronaldo skiftede fra United til de spanske vicemestre i en rekordhandel på 80 mio. pund.