Mourinho tror på Moyes i United

Sir Alex Ferguson ringede personligt til Jose Mourinho for at fortælle ham om sin beslutning.

Jose Mourinho hylder Sir Alex Ferguson efter den skotske legende i onsdags valgte at træde tilbage som manager i Manchester United efter mere end 26 år.

Den portugisiske mestertræner indrømmer at han følte sig særligt beæret, da Sir Alex Ferguson personligt ringede og gav sin kollega besked om beslutningen.

– Da Sir Alex ringede og gav mig den ære at få hans beslutning at vide fra ham personligt, så var jeg ærgerlig og overrasket over det.

– Samtidig, så var jeg glad for at fornemme hans følelser og stolthed over så flot en karriere. Det bliver svært for mig, og for alle managers, tror jeg, at komme til Old Trafford og spille mod Manchester United uden denne mytiske personlighed ventende på os, siger Jose Mourinho i et interview med Sky Sports.

Han nærer stort venskab med Sir Alex Ferguson og tror på at Fergusons afløser David Moyes kan løfte den tunge arv.

– Jeg synes David er et godt valg. Jeg kan lide ham som person og hans karakter som manager. Jeg er skker på Manchester United vil støtte ham og jeg er sikker på han har kvaliteterne til at gøre et godt arbejde.

– Jeg ønsker Sir Alex et godt liv fremover og jeg ønsker David en succesfuld karriere på Old Trafford.

Jose Mourinho blev flere gange selv nævnt som favorit til at overtage efter Sir Alex Ferguson. Real Madrid-træneren ventes at forlade den spanske hovedstadsklub denne sommer og Sir Alex Ferguson ved tilsyneladende allerede hvor han ender.

– Vi er gode venner og mine gode venner ved hvilken klub jeg gerne vil træne når min tid er ovre i Real Madrid, lyder det fra Mourinho, som dog ikke har tænkt sig at se med når Sir Alex Ferguson leder Manchester United ind til sin sidste kamp.

– Nej, bestemt ikke. Jeg vil jo bare sidde og græde.

Forrige artikel

United-fans må ikke se Fergusons sidste kamp

Næste artikel

Paul Scholes stopper karrieren (igen)

ANNONCE