(Getty images / Gareth Copley)
Bestillignen var klar. Tre point var det eneste, der ville være acceptabelt på hjemmebane mod Sunderland. Det blev der heldigvis serveret. Ovenikøbet fik vi en solid United præstation, hvor især 1. halvleg var imponerende.
Den type præstation skaber naturligvis nogle bekendtskaber, vi forhåbentlig kan nyde endnu mere af i fremtiden. Samtidigt sikrer det Amorim en landskampspause, hvor han ikke behøver spekulere i, om han stadig er United-træner, når holdet gæster Anfield efter pausen.
Nedenfor kan du læse tre nedslagspunkter efter kampen i går:
Har vi fået den nye Courtois?
Okay, lad os lige spise brød til. Senne Lammens har kun spillet én kamp, men det var til gengæld tæt på en drømmedebut: sejr, clean sheet og flere gode indgreb.
Vi må også bare konstatere, at målmandsposten længe har været en konstant kilde til uro. Derfor var der måske også begyndt at snige sig en tvivl ind om, hvorvidt Lammens virkelig var klar til Premier League, når nu han har været henvist til bænken i de første par kampe. Især når Bayindir har været så pivringe, som han har.
Meget tyder dog på, at planen hele tiden har været at vente, til vi mødte en modstander, hvor målmanden næppe ville komme alt for meget på arbejde. Den strategi kan vise sig at være ganske fornuftig – især hvis man tager de langsigtede briller på.
Som flere også har bemærket, var det bare enormt dejligt at se, hvordan han dirigerede forsvaret og markerede sig i feltet.
Det var ikke, fordi han leverede noget ekstraordinært, men hvor er det bare befriende, at vi – syv, ni, tretten – ikke længere behøver sidde med hjertet i halsen, hver gang modstanderen sender et indlæg ind.
Han er flere gange ude og gribe bolden i boksen. Præcis som vi forventer at en Premier League-målmand kan.
Det gør det også langt nemmere for forsvarsspillerne at gøre deres arbejde, når de ved, at målmanden tager ansvar, når han skal.
Derudover havde han en fin redning på et langskud fra Xhaka og en supervigtig fodparade i det 90. minut, som ellers kunne have gjort afslutningen unødigt spændende.
Spillet med fødderne var lidt sværere at vurdere. Vi kan konstatere, at han kan sparke med begge ben, men for det meste sendte han bolden langt eller trillede den kort til siden.
Han ramte kun 17 ud af 44 afleveringer, hvilket afføder en succesrate på 39 procent. Det er selvfølgelig til den lave side, og United sparkede måske også lidt for ofte langt, når Lammens havde bolden.
Han spillede dog pragmatisk og sikkert, hvilket formentlig også var en del af gameplanen for at gøre debuten så ukompliceret som muligt. Mon ikke det bliver bedre, når han får flere kampe i benene?
Højresiden klikkede
Amad og Bryan Mbeumo minder måske lidt om hinanden – to små, vævre typer, der begge trives bedst i højre side af banen, hvor de kan trække ind og blive farlige med deres venstreben. Derfor har det også været lidt bekymrende at se dem sammen i denne sæson, hvor samarbejdet imellem dem ikke for alvor har fungeret.
Det har nok også hængt sammen med, at Mbeumo stadig er ved at finde sig til rette i et nyt system, og at Amad har haft flere kampe under niveau.
Og det er overhovedet ikke for at kritisere Mbeumos start i United. Samarbejdet med Amad har bare ikke rigtig klikket.
Det gjorde det til gengæld i går. Amad var tilbage på det niveau, vi ved, han har, og United var i første halvleg konstant farlige, hver gang bolden blev sendt ud mod højresiden. Spørg bare Masuaku og Omar Alderete i Sunderlands venstre forsvarsside, der var på glatis ad flere omgange.
Uniteds første mål kommer netop efter et indlæg fra højrekanten, hvor Amad løber på ydersiden af Mbeumo, hvilket tillader ham at trække ind i banen og smide et indlæg ind til Mason Mount – der naturligvis skal have stor kredit for at gøre arbejdet færdigt.
Efterfølgende har både Amad og Mbeumo gode afslutninger fra kanten af feltet, og Brunos skud på overliggeren starter også med, at Amad bryder igennem til baglinjen.
Hvis Amad og Mbeumo kan fortsætte det samarbejde, som de viste i går, har vi for alvor fået en højreside, der kan gøre ondt på modstanderne. Jeg tillader mig faktisk at sige, at det har potentiale til at blive decideret verdensklasse.
Ruben Amorim kan sove trygt. For nu.
Amorim kunne næppe have ønsket sig meget mere i går: sejr, clean sheet og ingen skader. Det giver ham arbejdsro frem mod Liverpool-kampen, der venter efter landskampspausen.
Han kan desuden glæde sig over, at hans taktiske beslutninger – især valget af Mount og Lammens fra start – viste sig at give pote. Amorim elsker Mason Mount, og når han spiller, som han gjorde i går, forstår jeg ham godt.
Derudover kan både han og vi glæde os over, at Sunderland ikke var skarpe, når de fik chancerne. Allerede efter tre minutter burde de faktisk have været foran. Dertil kom en, efter min mening, meget kontroversiel situation i anden halvleg, hvor Traoré prikker bolden imellem Bruno og Lammens. En anden dag kunne den godt være endt med et rødt kort til United.
Sejren var dog fuldt fortjent. Sunderland var dårlige og United var gode. Faktisk var United fremragende i perioden mellem det 5. og 40. minut.
Personligt synes jeg også, det var dejligt at se en Rúben Amorim, der viste noget ærgerrighed på sidelinjen. Han var til stede, engageret og opmuntrende. Det klæder ham sgu at vise den mere positive side af sig selv.
Man kan selvfølgelig også spekulere i, at det måske netop skyldtes, at spillerne for en gangs skyld leverede præcis, som han ønskede det?
Alt i alt en sejr, der både giver ro og selvtillid. Nu venter der en stor opgave for Amorim i at udnytte pausen til at lægge taktik for, hvordan vi får noget med hjem fra Anfield. Det bliver selvsagt en svær opgave, men i det mindste er der noget at bygge videre på for Amorim og co.