Efter et års skadeshelvede er Gary Neville tilbage i fuldt vigør, men Manchester Uniteds stabile højre back har også noget af et pres på sine skuldre.
Næste sommer har Nevilles kontrakt nemlig udløbsdato, og dermed kan karrieren være slut for Manchester-drengen. Han håber dog på at overbevise om, at han har genfundet tidligere tiders niveau og sikre en kontraktforlængelse.
“Jeg er inde i mit sidste år af min kontrakt med United, og det er den eneste klub, jeg ønsker at spille for. Det er svært at snakke om fremtiden, for når man nærmer sig min alder, skal man overveje sine muligheder. Man skal jo lave et eller andet efter karrieren, men forhåbentlig kan jeg holde de tanker på afstand i hvert fald to år endnu,” siger Neville.
33-årige Neville har brugt sommerferien på at tage forskellige trænercertifikater sammen med blandt andre Ryan Giggs og Ole Gunnar Solskjær, og ifølge Neville er det sandsynligt, at han bliver træner efter karrierens slutning.