Uniteds sæsonstart må indtil videre betegnes som skuffende. Syv point har “De Røde Djævle” allerede sat over styr på dette tidlige tidspunkt af sæsonen, mens de andre titelaspiranter – med Liverpool i spidsen – har lagt anderledes stærkt fra land.
Savnet af trekløveret, Wayne Rooney, Louis Saha og Cristiano Ronaldo har været yderst mærkbart, og Gary Neville peger netop på de tres manglende tilstedeværelse i sæsonindledningen som den væsentligste årsag til den sløje sæsonstart:
“Det har været svært for os at måtte undvære tre af vores angribere. Bare kig på den seneste kamp, hvor Louis Saha gjorde en forskel, da han kom ind, og med Rooneys snarlige comeback vil vi blive endnu stærkere,” udtaler Neville til MUTV.
Neville betoner vigtigheden af at finde formen nu, så mesterskabskonkurrenterne ikke stikker af i toppen af tabellen:
“Vi må sørge for, at vi ikke kommer for langt bagud på dette tidspunkt,” siger han.
Nu lysner det altså gevaldigt på angrebsfronten: Saha og Rooney er fit for fight, og Ronaldo er med igen efter at have afsonet karantæne. De mange tilbagevendte offensive kræfter er i Nevilles øjne lige det, der skal til for at kickstarte Uniteds sæson:
“Jeg tror, at vi vil finde formen og vise klassen i de næste uger. Forhåbentlig vil vi begynde at præstere bedre og få gang i målscoringen,” slutter Neville interviewet med MUTV.