Ny skuffelse for United

Manchester United jagtede deres første sejr i seks kampe, men på et vindblæst Britannia Stadium blev det en umulig opgave.

Louis van Gaal havde blandet kortene efter nederlaget til Norwich således, at Wayne Rooney måtte se til fra bænken fra kampens start.

Vejret spillede en enorm rolle denne anden juledag. Det viste sig ved første Stoke-scoring, hvor Memphis Depay kiksede fuldstændig i forsøget på at heade den tilbage til keeperen. Bolden blev opfanget på mellemhånd, og så var det ingen sag for Bojan at prikke den ind til 1-0.

Manchester United havde ikke det store at svare igen med i første halvleg. En masse hjørnespark blev det til offensivt, men i luftrummet var Stoke overlegne. I stedet blev det 2-0 ved Arnautovic. Et dumt frispark begået af Ashley Young på kanten af feltet endte i fødderne på østrigeren, der i strid modvind lykkedes med at smadre den ind bag en sagesløs David de Gea.

2-0 holdt til pausen, og Louis van Gaals sidste akt i første halvleg var at bede sin kaptajn om at varme op. Wayne Rooney kom ind fra anden halvlegs start i stedet for Memphis Depay. Gæsterne kom ind med mere gejst efter pausen.

Hjemmeholdet var tydeligvis tilfredse med, hvordan kampen havde udartet sig så langt, hvorfor de tillod United styringen. Den brugte de til at komme længere frem på banen, dog uden at true for alvor.

Helt tæt på en reducering kom de dog efter en times spil, hvor Marouane Fellaini skulle have drejet et perfekt fladt indlæg fra Wayne Rooney ind i kassen. Jack Butland reddede dog belgierens svage forsøg.

Manchester United forsøgte forgæves at presse på, men over for det kompakte Stoke-mandskab blev de aldrig farlige, og derfor var det også tættere på at blive 3-0 end 2-1 mod kampens slutning.

Dermed måtte Louis van Gaals tropper gå fra banen for syvende gang i streg uden en sejr. Det er selvsagt et nyt lavpunkt for et ekstremt kriseramt Manchester United.

Oplev Manchester United på Old Trafford! Vi guider dig på vej her

Bliv klædt på til kamp her – Køb Manchester Uniteds nye trøje

Forrige artikel

Startopstillingen mod Stoke

Næste artikel

Paddy Power udbetaler: Louis van Gaal bliver fyret

ANNONCE