Da Manchester United indgik samarbejde med Royal Antwerpen for flere år tilbage var den belgiske havnebys fodboldhold en klub i rivende fremgang og med forstærkninger fra United så fremtiden endnu lysere ud.
Men sidste år rykkede klubben ned, efter United ellers havde sendt flere forstærkninger ned for at redde dem. I denne sæson er det så ikke gået meget bedre for Antwerpen, som mange ellers troede ville miste samarbejdet med United efter nedrykningen.
Klubben ligger ligenu på en 12. plads i den belgiske anden division med hele 13 point op til nummer 1, som er den eneste som får oprykning fra ligaen, som i alt tæller 18 hold.
Forleden sendte United Lee Martin og Danny Simpson ned til havnebyen og i dag fulgte så to til.
Den ene spillede for United så sent som i går imod Burton. Det er midtbanespilleren Richie Jones, som er spået en stor fremtid i lighed med mange af sine jævnaldrende holdkammerater.
Forsvarsspilleren Adam Eckersley, som var på bænken i går, følger med Jones.
Lånet udløber den 1. juni.