Rooney voksede op i den blå del af Liverpool, og ifølge ham selv har han altid hadet de røde fra Liverpool. Den kommentar fik Uniteds officielle hjemmeside, til at censurere stjernen, for ikke at skabe for meget ballade inden 1-4 nederlaget for nogle uger siden.
I dagens udgave af The Sun, lufter Rooney endnu engang sin holdning til Liverpool, og mener det vil være fantastisk at slå Benitez, Agger og co i kampen om ligaguldet.
”Sejr i ligaen i år, vil uden tvivl smage bedre, når det er netop Liverpool vi slår i kampen om guldet. Når det så er sagt, jeg har aldrig oplevet den store Liverpool succes. Sidst de vandt ligaen var jeg bare en lille dreng, men alligevel, vil det være utrolig hårdt at tackle hvis de vinder Premier League”, udtaler Rooney.
Men selv om Rooney mener det vil være fantastisk at slå Liverpool i kampen om mesterskabet, mener han dog, at det at kunne gentage ligatitlen år efter år, er den største motivationsfaktor og en stor bedrift.
”Hvis ikke man kan lykkes med at genvinde titlen, kan det ikke kaldes andet end en fiasko. Man har allerede bevist, at man er god nok til at gøre det, så det driver dig mod mere succes. Historien i denne klub kræver, at vi bliver ved at vinde. Jeg tror ikke spillerne nogensinde vil blive for tilbagelænede og tilfredse”.
Wayne Rooney er efter sit røde kort for knap fjorten dage siden mod Fulham ude med karantæne i søndagens opgør mod Aston Villa på Old Trafford. Men han kan forventes tilbage fra start i tirsdagens Champions League opgør mod FC Porto, og selvtilliden burde være i orden, efter han lavede to kasser i Englands venskabskamp mod Slovakiet i lørdags.