Ørkenvandring i sæsonens sidste kamp

Det var småt med højdepunkterne i sæsonens sidste kamp, som endte uden scoringer.

Sidste spillerunde af Premier League er ofte præget af mål og sommerferiestemning. De fleste husker forrige sæsons opgør mod West Bromwich, der endte med 5-5 i sidste kamp under Sir Alex Ferguson.

I år gæstede United så Hull City, i en kamp mellem to hold med vidt forskellige indgange til kampen. United kunne i teorien nå 3.pladsen, hvis Arsenal tabte stort til West Bromwich, samtidig med United selv vandt sikkert mod Hull. Noget der hurtigt blev punkteret med Arsenals stærke start som bragte dem foran med 4-0 inden pausen.

Dermed var United reelt set uden meget at spille for, mens hjemmeholdet fra Hull omvendt havde alt at spille for. De var tvunget til sejr for at overleve i Premier League, og samtidig håbe at Newcastle ikke vandt deres hjemmekamp mod West Ham.

Det blev en underlig kamp på KC Stadium, hvor spillet på ingen måde var Premier League værdig. Hjemmeholdet havde ikke evnerne, mens United ikke virkede motiverede for at levere en toppræstation i sidste spillerunde inden sommerpausen.

Afleveringerne sad sjældent hvor de skulle, der manglede bevægelse og tempo i spillet, og der blev generelt skabt meget få chancer af United-spillerne. Hull lagde aldrig et tungt pres mod United-målet, da de ganske enkelt ikke havde evnerne til det.

De forsøgte lidt i første halvleg, hvor de fik to mål annulleret for offside. Begge gange helt korrekt dømt. Det ene kom efter en tabt bold fra Victor Valdes i målet, der dog kom stærkt tilbage og et minuts tid senere diskede op med en fantastisk refleks.

Den tidligere Barcelona-keeper fik chancen i dag i stedet for David de Gea, der ikke var blevet skaden fra sidste weekend kvit. Og generelt stod Valdes en ganske fin kamp i målet, og tog sig af de forsøg Steve Bruces tropper havde.

Louis van Gaal havde valgt at starte med Angel Di Maria for første gang siden marts, men det blev blot til knap 23 minutter på banen for argentineren, inden han måtte udgå med en skade i maven. Stor skuffelse for Di Maria, og det var ganske kendetegnende for hans sæson, at den endte på denne måde.

I anden halvleg kom nyheden så om, at Newcastle havde bragt sig foran mod West Ham, og dermed havde Hull ikke de store muligheder for overlevelse. Kampen var stadig ret død og havde ikke meget intensitet over sig.

Eneste gang man for alvor kom op af stolen var, da indskiftede Marouane Fellaini blot skulle bruge et kvarters tid på at få sig et rødt kort. En grim tackling på Paul McShane gav et helt fortjent tidligt bad til belgieren. Tåbeligt lavet, og dermed glipper Fellaini starten af næste sæson. Et rødt kort der dog skulle være fulgt op med et rødt til Hulls Abel Hernandez, der slog Phil Jones i maven. Vanvittigt.

Resten af kampen gik uden de store chancer og begivenheder, og endte altså som den startede, 0-0. Dermed er Hull at finde i the Championship næste sæson, mens United endte en meget svingende sæson på en måde som ikke for alvor giver håb om, at man er i stand til at udfordre Chelsea i næste sæson.

Forrige artikel

Årets sidste opstilling er klar

Næste artikel

Steve Bruce er meget skuffet

ANNONCE