OL kommer til England og London til sommer. Men også til Manchester, hvor Old Trafford lægger græs til blandt andet Storbritannien, Brasilien og Spanien i herrernes fodboldturnering.
De Olympiske Leges indtræden i England betyder, at sommerferien byder på ni kampe på det famøse græstæppe: Seks gruppekampe, heraf en af damernes, en kvartfinale og to semifinaler, hvoraf en er damesemifinale.
Blandt gæsterne på Old Trafford bliver de femdobbelte verdensmestre fra Brasilien, de nuværende verdensmestre fra Spanien og hjemmeholdet sammensat af spillere fra hele Storbritannien. Det vides endnu ikke, om spillere fra Manchester United bliver repræsenteret ved OL.
Fodboldturneringen består af U/23-hold fra de forskellige deltagende nationer. Dog har de enkelte hold ret til at medbringe tre spillere på mere end 23 år til den olympiske turnering.
Programmet på Old Trafford ser sådan ud:
Gruppespillet
26. juli: De Forenede Arabiske Emirater – Uruguay (18:00)
26. juli: Storbritannien – Senegal (20:45)
29. juli: Brasilien – Hviderusland (13:00)
29. juli: Egypten – New Zealand (15:45)
31. juli: USA – Nordkorea (18:45 – damernes turnering)
1. august: Spanien – Marocco (18:00)
4. august spilles der kvartfinale for herrerne på Old Trafford, mens 6. og 7. august byder på semifinaler for henholdsvis damerne og herrerne.