(Marc Atkins/Getty Images)
Onsdag d. 15. januar
Den italienske transferguru Gianluca Di Marzio beskriver onsdag som en afgørende dag for Marcus Rashford. Rashfords bror, der også er hans agent, mødes angiveligt i dag med Manchester United for at diskutere englænderens fremtid. Lige nu syntes en lejeaftale til AC Milan som det mest sandsynlige.
Den italienske storklub har også udvist interesse for Kyle Walker, men kan kun rekruttere én af de to englændere. Di Marzio melder, at Rashford er højest på listen.
Jarrad Branthwaite, der længe har været på Uniteds radar, er nu ude af billedet, melder Daily Mail. Det skyldes Maguires genfødsel denne sæson, der har tjent ham en kontraktforlængelse. I stedet vil man se efter yngre kræfter a la Leny Yoro, så man derved sparer penge og investerer i fremtiden.
Tirsdag d. 14. januar
Khvicha Kvaratskhelia er på vej til PSG, og Fabrizio Romano har skrevet det berømte “Here we go”. Napoli er derfor på jagt efter en afløser, og Antonio Conte skulle som bekendt have udset sig Alejandro Garnacho som erstatning. Ifølge den italienske transferjournalist Gianluca Di Marzio har United smækket et prisskilt på 70 millioner pund på den 20-årige kantspiller.
Napoli skulle angiveligt allerede have budt 38 millioner pund for Garnacho. Sky Sports skriver dog omvendt, at United ikke har modtaget noget officielt bud endnu.
Fabrizio Romano skriver, at Nene Dorgeles fra Salzburg er på blokken i United – potentielt allerede i dette vindue. Der skulle også være kontakt mellem de to klubber vedrørende prisen for den 22-årige kantspiller.
United vil gerne af med Casemiro på grund af hans lønpakke og decimerede rolle på holdet. Men et skifte til Saudi-Arabien ligger ikke i kortene, som tingene er lige nu. Det skriver The Athletic.
Marcus Rashfords bagland har også afholdt møde med Dortmunds sportsdirektør Sebastian Kehl. Den samlede pakke er dog umiddelbart for dyr for den tyske klub. Det skriver Florian Plettenberg.