(Photo by Lee Parker – CameraSport via Getty Images)
Onsdag den 25. juni 2025
Der er for nuværende intet, der tyder på, at United får nemt ved at sende Tyrell Malacia videre i hans karriere. Hollandske PSV, som han var lejet ud til i den sidste halvdel af sæsonen, har valgt at takke nej til købsoptionen på 10 millioner euro, hvorfor den hollandske back efter alt at dømme er at finde på Carrington, når træningen starter op igen. The Athletic melder, at United kæmper med at finde kandidater, der vil erhverve sig den skadesplagede back.
The Guardian skriver, at FC Barcelona stadig overvejer at hente Marcus Rashford på en lejeaftale trods deres investering i Nico Williams. Rygterne har i lang tid svirret om, at United gerne ville sælge Rashford, men nu forlyder det, at en lejeaftale igen kan komme på tale.
Nu skulle aftalen mellem United og Brentford om offensivspilleren Bryan Mbeumo nærme sig, forlyder det ifølge TalkSport. Alex Crook, der er journalist på TalkSport, hævder, at Mbeumos skifte til De Røde Djævle er på nippet til at ske – også selvom Tottenham, med deres ansættelse af Thomas Frank, skulle have forhørt sig.
Et andet rygte, der er værd at dvæle ved, er, at The Telegraph har skrevet om en potentiel byttehandel mellem Alejandro Garnacho og Christopher Nkunku. Begge spillere har haft en mere eller mindre mislykket sæson i deres respektive klubber, og de skulle også være motiveret for at finde nye græsgange for den kommende sæson.
Tirsdag den 24. juni 2025
Viktor Gyökeres har nu meddelt Sportings direktør Federico Varandas, at han ikke længere vil spille for klubben. Det melder Fabrizio Romano og A BOLA.
Det portugisiske medie Record melder, at Al Nassr ønsker at tilknytte Casemiro. Brasilianeren har et år tilbage af sin kontrakt, der indbringer ham 350.000 pund om ugen.
Som det også blev rygtet i går, er Juventus stadig interesserede i at hente Jadon Sancho. Det melder italienske Gazetto Dello Sport. Torino-klubben vil angiveligt inkludere Dusan Vlahovic i en handel. Derudover kan Douglas Luiz også komme på tale i en byttehandel, efter han ikke er faldet til siden sit skifte sidste sommer fra Aston Villa.
Flere medier skriver, at United har sat et prisskilt på 70 millioner pund på Alejandro Garnacho. Napoli, Leverkusen, Aston Villa og Chelsea meldes interesserede i ham. Sidstnævnte skulle være interesserede i at sende Christopher Nkunku den anden vej som en del af en byttehandel. Det skriver Daily Telegraph.
Mandag den 23. juni 2025
Marcus Rashford har i den grad ikke dæmpet rygterne om en transfer til FC Barcelona. I et interview med den spanske influencer Javi Ruiz fortæller Rashford, at han drømmer om at spille sammen med Lamine Yamal. Barça har dog også øje på Nico Williams som alternativ, ifølge Sky Sports.
Andre Onana ønsker angiveligt at blive i Manchester United, selvom Monaco viser interesse for den 28-årige keeper, skriver The Guardian.
Alejandro Garnacho har sat gang i spekulationerne om et sommerexit. Den 20-årige kantspiller fra Manchester United delte i weekenden et billede, hvor han er iført en Aston Villa-trøje med Rashfords navn og nummer. Det sker i kølvandet på rapporter om, at Rúben Amorim har bedt argentineren finde en ny klub. Læs mere om det her.
Jadon Sancho kan være på vej til Serie A. Både Juventus og Napoli viser nemlig interesse for den 24-årige kantspiller, skriver Sky Sports. Juventus har undersøgt betingelserne for en handel, mens Napoli ifølge mediet kun vil gå videre, hvis Sancho er villig til at acceptere en lønnedgang. Sancho har ét år tilbage af sin kontrakt, og Manchester United skulle foretrække et permanent salg. Prisen ventes at ligge omkring £25 millioner.
Moise Kean er Ifølge Gazzetta dello Sport blevet et varmt navn i Manchester United. Den 25-årige italiener har en frikøbsklausul på €52 mio., og selvom Al-Qadsiah fra Saudi-Arabien angiveligt skulle være klar til at betale den, afhænger alt af, hvad Moise Kean helst vil selv.
Dan Gore kan meget vel være fortid i Manchester United. Den 20-årige midtbanespiller har været plaget af skader de seneste to sæsoner og tilbragte foråret på lån i Rotherham, der gerne vil hente ham igen. Også Blackburn er nævnt som bejler.