Både United og Arsenal rider på en bølge af succes for tiden. Klubberne deles om førstepladsen i Premier League, hvor både Liverpool og Chelsea halter en smule efter. Også i Champions League har lørdagens to kombattanter vist deres værd. Klubberne er således de eneste i turneringen, som efter tre runder stadig har maksimumpoint.
I weekenden tog United imod Middlesbrough, og som forventet blev gæsterne fejet af banen. Målene blev sat ind af Nani, Rooney og Tévez, som alle er i storform for tiden. Derudover ligger United jo også med inde med Ronaldo og Anderson, og det er svært at se, hvordan Arsenal-forsvaret skal kunne holde denne offensiv fra scoringer.
I sommer mistede Arsenal sin største stjerne Thierry Henry til Barcelona. Der er tyndet ud i antallet af stjernenavne i Nordlondon, men alligevel spiller holdet det bedste fodbold i lang tid. 20-årige Cesc Fabregàs er for tiden den helt store spiller hos The Gunners. Den centrale midtbanespiller har i denne sæson allerede scoret ni kasser, inklusive et enkelt i weekenden mod Liverpool. Her spillede Uniteds to rivaler 1-1 på Anfield, og det må siges at være et gunstigt resultat for de Røde Djævle.
I sidste sæson vandt United som bekendt mesterskabet, men det lykkedes alligevel Arsenal at besejre Fergies tropper begge gange, de mødtes. I september sidste år kunne Emmanuel Adebayor på Old Trafford sikre sit hold en 1-0-sejr med sin scoring fem minutter før tid. I januar 2007 fik Wayne Rooney bragt United på sejrskurs på Emirates, men van Persie og Henry fik med en scoring hver vendt kampen til Arsenals fordel.
United skal på lørdag bruge en sejr for definitivt at vælte Arsenal af pinden som ligaens duks. Det kan dog vise sig at blive mere end svært, for i egen hule har Arsenal endnu ikke sat et eneste point til i denne sæson. Men er der nogen, som kan slå Arsenal på Emirates, så er det United.
Owen Hargreaves vendte i weekenden tilbage fra sin skade, men til gengæld er Paul Scholes nu sat ud af spillet i tre måneder. Der hersker stadig tvivl om Patrice Evra, som ikke deltog mod Boro, men han ventes at være klar til lørdagens topopgør. Michael Carrick er klar igen, men hans seneste kamp ligger en måned tilbage, og det betyder sandsynligvis, at Anderson endnu engang vil være at finde i startopstillingen. Fletcher vil være et rutineret alternativ, hvis Ferguson ønsker et mere defensivt udgangspunkt.
Saha er endelig sluppet af med sine knæproblemer og kan blive en farlig joker, hvis Ferguson finder ham fit nok.
En af Arsenals bedste spillere, Robin van Persie, må se kampen fra lægterne, da hans knæskade holder ham ude indtil slutningen af november. Både Eduardo da Silva og Philippe Senderos døjer med skavanker, og mens Senderos definitivt er dømt ude af opgøret, vides det endnu ikke, om da Silvas skade vil forhindre ham i at deltage i matchen mod de forsvarende mestre.
Skribentens bud på kampens udfald
Man kan argumentere for, at begge hold er bedre offensivt end defensivt for tiden. Derfor kan man forvente en kamp med en del mål, såfremt Alex Ferguson ikke vælger at trække sig helt tilbage på banen. Arsenal 2-2 Manchester United.
Sandsynlig startopstilling
Van der Sar
Brown – Ferdinand – Vidic – Evra
Ronaldo – Hargreaves – Anderson – Nani
Rooney – Tévez
Uniteds trup: Van der Sar, Kuszczak, Brown, Simpson, Ferdinand, Vidic, Piqué, Evra, O”Shea, Ronaldo, Fletcher, Hargreaves, Carrick, Anderson, Giggs, Nani, Tévez, Rooney og Saha.
Arsenals trup: Almunia, Sagna, Touré, Gallas, Clichy, Eboué, Fabregas, Flamini, Hleb, Rosicky, Adebayor, Lehmann, Eduardo, Gilberto, Diarra, Diaby, Walcott, Bendtner og Denilson.
Seneste kampe
Indbyrdes
21-01-07 Arsenal 2-1 United
17-09-06 United 0-1 Arsenal
09-04-06 United 2-0 Arsenal
03-01-06 Arsenal 0-0 United
21-05-05 Arsenal 0-0 United
United
United 4-1 Middlesbrough
Dynamo Kiev 2-4 United
Aston Villa 1-4 United
United 4-0 Wigan
United 1-0 Roma
Arsenal
Sheffield United 0-3 Arsenal
Liverpool 1-1 Arsenal
Arsenal 7-0 Slavia Prag
Arsenal 2-0 Bolton
Arsenal 3-2 Sunderland
Historie
Kampe: 200
United-sejre: 80
Arsenal-sejre: 76
Uafgjorte: 44
Odds
Arsenal 2,43
Uafgjort 3,18
United 2,83
TV
Kanal 5
Canal+ Sport 1