Optakt: Arsenal – Manchester United

Arsenal og Manchester United tørner i morgen sammen i FA Cuppen. Vil Solskjær jagte trofæet eller er det vigtigere for ham at sikre kvalifikation til Champions League?

Syv kampe, syv sejre. Sådan ser statistikken ud for Manchester United i den tid Ole Gunnar Solskjær har stået i spidsen for klubben. Den bedste start for en United-manager nogensinde og en længere sejrsstime end José Mourinho formåede at skabe i løbet af 2,5 år i klubben.

Solskjær har taget røven på alle fans og har gjort United genkendelig igen. Nu står Solskjær overfor sin anden store prøve, når Arsenal i morgen tager imod United.

Arsenal har været ramt af et formdyk, hvor de kun har formået at vinde halvdelen af deres seneste ti kampe. Det har blandt andet betydet, at United nu har indhentet det forspring Arsenal havde til os inden Mourinho blev fyret.

I morgen står den på FA Cup, hvilket er Uniteds største chance for at hente et trofæ hjem i den her sæson. Et trofæ, der ifølge flere eksperter kan være med til at sikre Solskjær jobbet som United-manager permanent.

Det bliver derfor spændende at se om Solskjær satser på at vinde et trofæ i den her sæson eller hellere vil spare for at sikre kvalifikation til Champions League.

Dato, tid og sted:

Kampen fløjtes i gang den 25. januar klokken 21.00 på Emirates Stadium.

Dommer:

Craig Pawson fløjter morgendagens opgør i gang.

Skader og karantæner:

United er fortsat uden Chris Smalling, Marcos Rojo og Marouane Fellaini. Solskjær har dog bekræftet, at Alexis Sánchez vil blive involveret i opgøret.

Arsenal må undvære Hector Bellerin, Henrikh Mkhitaryan, Rob Holding og Danny Welbeck.

Mulige startopstillinger:

Manchester United

De Gea

Young – Bailly – Jones – Shaw

Herrera – Matíc – Pogba

Alexis – Lukaku – Martial

Arsenal

Leno

Maitland-Niles – Sokratis – Koscielny – Kolasinac

Torreira

Guendouzi – Xhaka

Ramsey

Lacazette – Aubameyang

Hold øje med:

Lucas Torreira er en fantastisk spiller og helt klart en spiller man bør holde øje med for egen fornøjelses skyld. Han er en terrier, der jagter bolden indtil han har erobret den. Derudover har han en fortid som angriber, hvorfor han også en dygtig på bolden og kan deltage i det offensive spil.

En historie der beskriver ham godt er fra 2013, da han lige havde skrevet under for Pescara. Torreira spillede kampe og trænede hver dag, men trænerne så, at han havde svært ved at gå, hvorfor de valgte at sende ham til lægen, da de tænkte han måske havde fået en fodskade.

Torreira var dog ikke skadet. Til gengæld var undersiden af hans fødder fyldt med vabler, der var kommet af, at han havde trænet så meget. Han ville dog ikke brokke sig over det, da han hverken ville misse træning eller kampe.

Skribentens bud på kampen:

Arsenal har ikke været i deres bedste form på det sidste, men spillede en flot kamp mod Chelsea som de vandt 2-0. Begge hold besidder en stærk offensiv, men en lidt mere usikker defensiv. Jeg tror derfor, at der vil blive lukket mål ind i begge ender. United vinder 3-1.

TV:

Kampen vises 6’eren med optakt fra kl. 20.00.

 

Forrige artikel

OT.dk-anbefaler: Årets twittertråd

Næste artikel

Podcast: Transferdeadline, Solskjær-skandaler og Arsenal, away

ANNONCE