Optakt: Burnley – Manchester United

Manchester United skal efter flere skuffende resultater forsøge at hive en sejr hjem mod Burnley.

I ugens løb har krisesnakken nået nye højder efter det ydmygende nederlag til Tottenham. På trods af et spillemæssigt overtag i første halvleg kollapsede Manchester United i anden halvleg, hvilket bestemt ikke hjalp den i forvejen pressede træner José Mourinho. Efter tre kampe står United blot noteret for tre points, hvilket faktisk er den dårligste start på en Premier League sæson, som den nordengelske klub har oplevet siden 1992. Det skal dog i den forbindelse nævnes, at Manchester United i 92/93 sæsonen overkom den svære start og vandt mesterskabet sikkert med 10 points ned til forfølgerne Aston Villa.  

Flere spillere har gennem både interviews og sociale medier bebudet om vigtigheden af, at både klubben, fans og spillerne står sammen. Det får også de brug for. En del spillere lader til at mangle selvtillid og tro på tingene, hvilket kan være svært at bebrejde dem for efter den famlende start. Specielt har det vaklet i midterforsvaret, hvor vi allerede tidligt i sæsonen er blevet præsenteret for to makkerpar. Både Eric Bailly og Victor Lindelöf blev nemlig vraget til Tottenham-kampen grundet en usikker indsats i nederlaget til Brighton. Dette betød, at Phil Jones og Cris Smalling fik chancen i stedet. De fik dog, som bekendt, lukket tre mål ind, hvilket næppe kan have overbevist Mourinho. Det er derfor et af kampens spørgsmål: Hvem starter i midterforsvaret? Phil Jones pådrog sig en skade mod Tottenham, og er derfor meget tvivlsom til opgøret. Derudover er der også spørgsmål om den centrale midtbane. Andreas Pereira startede i de to første kampe, men var til kampen mod Tottenham end ikke udtaget. Han var i stedet erstattet af en lettere ukampdygtig Nemanja Matic, som lige var kommet tilbage efter en operation.

Et andet spørgsmål er: Hvordan vil Manchester Uniteds spillere reagere på denne modgang? Og hvem går forrest? Som en af holdets største stjerner kunne det være oplagt for Paul Pogba at bevise sit værd. Vi så under sommerens VM-slutrunde franskmanden, påtage sig ansvar og lederrollen for det franske mandskab. En rolle han endnu mangler at udfylde i klubben. Det kunne også tænkes at Romelu Lukaku eller Alexis Sanchez, kunne tage noget ansvar på sig. De har dog begge virket en smule ude af form, og er derfor ikke de mest oplagte bud.

Burnley

Burnley kan heller ikke prale af at have fået en fantastisk start på sæsonen ovenpå deres ellers flotte syvendeplads fra forrige sæson. Ganske vist er det i deres tilfælde mere forventet, men klubben har blot hentet et enkelt point. Ligeledes er klubben blevet ekspederet ud af Europa League i sidste play-off kamp mod Olympiakos. En kamp José Mourinho i øvrigt overværede, som du kan læse om her.

En af grundene til deres dårlige start i Premier League kan skyldes indsatsen i Europa League. Burnley har satset stort på at spille sig i gruppespillet, hvilket kan have kostet kræfter til kampene i ligaen. Med denne viden i mente vil det være forkert at bedømme Burnleys niveau ud fra deres præstationer i Premier League denne sæson.

Burnleys syvendeplads i Premier League i sidste sæson viser, at de er et solidt mandskab. Ganske vist scorede de ikke mange mål, men en solid defensiv sørgede for, at klubben klarede sig over forventet. Klubben lukkede blot 39 mål ind. Til sammenligning lukkede Liverpool og Chelsea kun et mål mindre ind. Et af klubbens ubesvarede spørgsmål er, hvem der er skal stå fast i målet. Tom Heaton har været et sikkert valg de senere år, men efter Joe Hart blev hentet ind denne sommer, er der sået tvivl om, hvem der reelt er den bedste målmand i klubben. Indtil videre har målmændene mere eller mindre delt spilletiden imellem sig, dog med Joe Hart med de fleste spilleminutter. I øvrigt råder Burnley også over den tidligere Manchester United målmand, Anders Lindegaard. Den danske målmand er efterhånden blevet 34 år, og befinder sig et stykke nede i målmandshierarkiet.

Dato, tid og sted: 02/09 kl. 17. – Turf Moor.

Dommer: Jonathan Moss.

Skader og karantæner: Phil Jones er ude grundet den skade han pådrog sig mod Tottenham. Både Valencia og Matic er tvivlsomme til kampen. Burnley er uden Johann Gudmundsson, Nick Pope, Steven Defour, Robbie Brady og Anders Lindegaard.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

De Gea

Valencia – Bailly – Smalling – Shaw

Fred – Matic – Pogba

Mata – Lukaku – Lingaard

Burnley:

Joe Hart

Bardsley – Mee – Long – Taylor

McNeil – Westwood – Cork – Lennon

Hendrick

Wood

Hold øje med: Som tidligere nævnt bliver det interessant at se, hvordan Manchester United spillerne håndterer denne modgang, og hvilke spillere der vil forsøge at vise vejen.

Fra Burnleys side kunne Dwight McNeil blive et spændende bekendtskab. Den 18-årige offensive spiller spillede en flot kamp mod Olympiakos. Han er i øvrigt tidligere akademispiller i netop Manchester United.

Sagt om kampen: – Folk glemmer din historie, og hvad du har opnået. I stedet bliver du som træner spurgt om, hvad du gør nu. Han (Mourinho red.) har gjort en masse for sporten, for hans klubber og ham selv, udtaler Burnleys engelske træner Sean Dyche forud for kampen.

Skribentens bud på kampen: – Der er ingen tvivl om, at det bliver en hård kamp. Burnleys solide defensiv bliver svært for United at lirke op. Særligt med tanke på de seneste kampe. Når det er sagt, taler statistikkerne for at Manchester United i denne omgang, har gode muligheder for at holde buret rent. Jeg tror på en 1-0 sejr med Romelu Lukaku i målscorerrollen, hvilket faktisk også var resultatet sidst de mødtes på Turf Moor.

Vidste du, at…

  • Manchester United har holdt målet rent i ni ud af de seneste 10 besøg på Turf Moor i alle turneringer. Senest, United lukkede mål ind på Turf Moor, var August 2009.
  • Burnley har indsamlet blot ni points i Premier League i 2018 på hjemmebane.
  • Engelske managere har kun formået at tilkæmpe sig fire point i de seneste 21 Premier League kampe mod Manchester United.
  • Burnley har fortsat ikke ændret deres startopstilling i Premier League, hvorimod Manchester United står for flest ændringer.
  • Burnley har lukket 14 mål ind i deres seneste fem kampe i ligaen – ét mere end deres seneste 14 kampe tilsammen.

TV: Kanal 6 med optakt fra kl. 16:30.

Hvem spiller rivalerne imod:

Leicester – Liverpool

Chelsea – AFC Bournemouth

Manchester City – Newcastle United

Cardiff City – Arsenal

Watford – Tottenham

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Dalot får debut i aften for u23

Næste artikel

Mød Manchester Uniteds nye danske talentspejder: ”Det har altid været min hjerteklub”

ANNONCE