Foto: Visionhaus/Getty Images
Med 16 sejre i Premier League er der kun ét hold, der har vundet flere kampe end Nottingham Forest. Nuno Espirito Santos tropper har været yderst stabile, dog med undtagelse af to stimer, hvor de tabte 3 ud af 4 ligakampe.
Fra den 10. november til den 4. december tabte de 3-1 til Newcastle, 3-0 til Arsenal og 3-0 til Manchester City, med en 1-0 sejr over Ipswich ind imellem.
Fra den 25. januar til den 23. februar tabte de 5-0 til Bournemouth, 2-1 til Fulham og 4-3 til Newcastle. Denne gang med en vanvittig 7-0 sejr over Brighton ind imellem.
Ud over disse to stimer har de kun tabt én kamp i Premier League-sæsonen. Her er der tale om et 1-0 nederlag til Fulham i september. Nottingham Forest har altså tabt til både Newcastle og Fulham i begge indbyrdes opgør i denne sæson.
Højlund på tavlen og Onana i skurkerolle
United og Forest mødte hinanden på Old Trafford den 7. december i Rúben Amorims femte kamp som cheftræner for De Røde Djævle. Kampen huskes nok primært for hyldesten til Kath Phipps, der gik bort efter 55 års tro tjeneste for United.
Resultatmæssigt endte det med en 3-2 sejr til Nottingham Forest. Nikola Milenkovic åbnede med et mål efter hjørnespark, inden Rasmus Højlund udlignede på en ripost og fejrede det på Gladiator-manér. Bruno Fernandes ramte herefter overliggeren på et frispark, men det var i stedet Forest, der kom foran.
Morgan Gibbs-White afsluttede lige midt i målet, men skuddet snød alligevel Andre Onana, der ikke så heldig ud i situationen. Chris Wood gjorde det herefter til 3-1, inden Bruno Fernandes reducerede fra kanten af feltet.
Dermed har Forest vundet 2 af de seneste 3 opgør mellem de to klubber. I 23/24-sæsonen vandt de 2-1 på City Ground. United fik dog hævn senere, da man slog dem ud af FA Cup med en 1-0 sejr på vej til finalen. Før nederlaget på City Ground havde United vundet hele 11 kampe i træk mod Nottingham Forest på tværs af turneringer. Heriblandt en 8-1 sejr tilbage i treble-sæsonen 1998/99.
Dato, tid og sted
Kampen spilles i aften kl. 21.00 på City Ground i Nottingham.
Dommer
Kampen dømmes af australske Jarred Gillett. Han har kun dømt United én gang i denne sæson. Det skete i Community Shield-finalen i august, hvor Manchester City vandt efter straffespark.
Nottingham Forest har han også kun dømt én gang i 24/25, i 4-3 nederlaget til Newcastle på St. James’ Park.
Kigger vi en sæson tilbage, er der ikke gode nyheder for United. I 23/24-sæsonen dømte han De Røde Djævle fire gange, alle i Premier League. Først med et 1-3 nederlag til Brighton hjemme på Old Trafford. Dernæst i 4-3 sejren hos Wolves, hvor Kobbie Mainoo blev matchvinder i 7 minutters overtid.
4-3 var også resultatet i den næste kamp, denne gang til Chelsea efter et hattrick af Cole Palmer på Stamford Bridge. Og den sidste kamp var et 4-0 nederlag til Crystal Palace på Selhurst Park.
Skader og karantæner
United havde Mason Mount med på bænken i den sidste kamp før landsholdspausen. Derudover er Harry Maguire og Leny Yoro meldt spilleklar. Luke Shaw træner også med, men Rúben Amorim har udtalt, at det er for tidligt for ham.
Det er også for tidligt for Kobbie Mainoo. Amad og Aiden Heaven er også stadig ude, selvom begge meldes i hurtigere bedring end ventet. Derudover er Lisandro Martínez naturligvis også stadig fraværende. Til gengæld er Patrick Chinazaekpere Dorgu klar igen efter at have overstået sine tre kampes karantæne i Premier League.
17-årige Chido Obi har hverken skade eller karantæne, men spillede 120 minutter i FA Youth Cup-semifinalen i går aftes. Han er derfor ikke taget med til Nottingham.
For Nottingham Forest er der tvivl i forhold til profilerne Morgan Gibbs-White og Chris Wood. Førstnævnte kolliderede med den ene stolpe, da Forest slog Brighton i FA Cup kvartfinalen. Til denne kamp var sidstnævnte fraværende grundet en hofteskade, han pådrog sig i landsholdspausen.
Begge scorede i den omvendte kamp, og det vil i sagens natur være et stort savn for Forest, hvis de ikke er med. De er dog ikke endegyldigt meldt ude af kampen.
Mulige startopstillinger
Nottingham Forest (4-2-3-1)
Sels
Aina – Milenkovic – Murillo – Williams
Anderson – Domínguez
Elanga – Gibbs-White – Hudson-Odoi
Awoniyi
Højlund
Zirkzee – Garnacho
Dorgu – Casemiro – Fernandes – Dalot
Mazraoui – Maguire – de Ligt
Onana
Manchester United (3-4-2-1)
Hold øje med
Uniteds formkurve var opadgående frem mod landsholdspausen. Jeg er meget spændt på, om truppen og Rúben Amorim formår at bygge videre på dette, eller om den ubelejlige pause har sat lidt grus i maskineriet hos De Røde Djævle.
Derudover var der lovende takter fra flere spillere, som ellers havde været ramt på formen. Rasmus Højlund især. Det bliver spændende at se, hvilken Højlund vi får at se i aften.
Skribentens bud på kampens resultat
Det er en kamp, der er meget svær at forudsige. Jeg hælder dog til en 1-målssejr til United, som har flere spillere tilbage fra skader og karantæner, mens Forest har store spørgsmålstegn ved to af deres største profiler.
Jeg gætter på en 2-1 sejr med Rasmus Højlund og Bruno Fernandes som målscorere for United. Anthony Elanga laver en Danny Welbeck og scorer for værterne mod sin tidligere klub.
Hvor kan kampen ses?
Kampen vises på Prime.