Premier Leagues med afstand dårligste hold tager imod Manchester United mandag aften.
Der er nemlig tale om Wolves, der blot har skrabet to sølle point sammen i Premier League. Nummer 19 har ti point.
Det er næsten, som om de allerede defacto er rykket ned, og hvis ikke skal de i hvert fald strikke noget af et comeback sammen. Men det kan jo allerede starte mandag aften hjemme på Molineux Stadium.
For Manchester United er utilregnelige som bare pokker. Aldrig er det til at vide, hvilken udgave vi får at se. Det er det håb, Wolves skal klinge sig til.
I den modsatte lejr er der til gengæld ingen undskyldninger. Har man den positive hat på, vil man hæfte sig ved, at United kun har tabt én ud af otte kampe. Man kan også vende statistikken om og sige, at man kun har vundet én ud af de seneste fem i et ret overkommeligt kampprogram.
Nu venter så den på papiret nemmeste opgave, og selv om der ikke findes nemme kampe i Premier League, er der efterhånden ingen undskyldninger: Den skal vindes. SKAL.
Dato, tid og sted
Molineux Stadium i Wolverhampton, mandag 21.00 dansk tid.
Dommer
Michael Salisbury.
Skader og karantæner
Amorim har lidt at tage sig til på skadesfronten. Matthijs de Ligt var ikke med i truppen senest mod West Ham, men han ventes at være tilbage igen. Anderledes tvivlsom er Diogo Dalot, der efter sin scoring i netop dén kamp måtte lade sig udskifte. Vi må se, om han er i truppen.
Harry Maguire og Benjamin Sesko er helt sikkert ikke med.
For værterne er Ladislav Krejci gået glip af de seneste par kampe, og det er tvivlsomt, om han er klar til kamp mod United. Marshall Muntesi, Matt Doherty og Hugo Bueno er ligeledes tvivlsomme. Værd at notere sig er, at midtbanespilleren João Gomes, der svagt har været rygtet til United, har karantæne.
Mulige startopstillinger
Manchester United:
Lammens
Yoro – De Ligt – Shaw
Amad – Casemiro – Bruno – Dorgu
Mbeumo – Mount
Cunha
Wolves:
Johnstone
Mosquera – Toti – Agbadou
Doherty – Andre – Bellegarde – Wolfe
Arias – Hwang
Larsen
Hold øje med
Havde João Gomes været tilgængelig, havde jeg haft øjnene på stilke for at holde øje med, hvordan han ville vise sig frem, men det er nok til Uniteds held, at han ikke er med.
Til gengæld er Jørgen Strand Larsen en angriber, der er alt for god til at spille for en prygelknabe, og han skal ikke bruge mange chancer for at score. Ellers har Wolves reelt småt med playmakere, og desuden er deres defensiv hullet som en si. På papiret er der intet at være bange for. Men det er jo Manchester United anno 2025, vi har med at gøre …
Skribentens bud på kampens resultat
Jeg tror, United kommer foran 1-0 i første halvleg, udbygger den til 2-0, inden Wolves scorer til 2-1 og gør det spændende de sidste ti minutter, men jeg tænker, at United holder den hjem og får en tiltrængt sejr, hvor Amorim-projektet hverken kommer til at overbevise, men hvor hans sæde heller ikke bliver varmere end det er i forvejen.
Hvor kan du se kampen?
See og Viaplay.




