Optakt: Manchester United – Manchester City

Så er det i morgen, at de to Manchester-klubber skal møde hinanden, og hvor United skal forsøge at mindske Citys forspring.

I morgen møder Manchester United og Manchester City hinanden på Old Trafford.

Det er et lidt mærkværdigt opgør det her. For bare ti år siden lå City og rodede rundt i midten af tabellen, og det er svært at fremhæve de store mindeværdige opgør fra den tid eller før.

Spol ti sæsoner frem, og du står med et af de største rivalopgør i verden. Det er kampen mellem José Mourinho og Pep Guardiola og det er kampen mellem ligaens nummer et og to.

Det er en af de mest sete kampe i hele verden.

Og siden da er der da også nogle flere mindeværdige opgør at hive op fra hukommelsen.

Hvem husker ikke Wayne Rooneys saksesparksmål mod City? Eller Robin van Persies afrettede frispark, der afgjorde tingene til allersidst. Eller af de lidt mere bitre – Citys 6-1 sejr over os.

Der er ingen tvivl om, at opgøret mod Liverpool historisk set nok stadig er større, men bevæger vi os ind i en ny epoke, hvor kampen om mesterskabet står imellem den røde og den lyseblå del af Manchester, så kan det hurtigt ændre sig.

Guardiola har desværre fået rykket City meget i denne sæson. De står pt. noteret for 43 point efter 15 kampe, hvilket er rekord i Premier League efter det antal kampe.

Mourinho og co. står noteret for 35 point indtil videre, hvilket da også i de fleste sæsoner havde været nok til en førsteplads, hvis det da ikke var for Citys irriterende gode sæsonstart.

City er pt. foran med otte point ned til United, hvorfor kampen i morgen, da også er ekstra vigtig. Vinder City vil de have et forspring på 11 point kun ⅓ inde i sæsonen, hvilket kan være nærmest umuligt at hente.

Hvis det dog i stedet er United, der trækker sig sejrrigt ud af opgøret, vil City kun være foran med fem point, hvilket trods alt virker noget mere overkommeligt at skulle indhente.

Jeg er personligt ikke meget for at kalde kampe for sæsondefinerende, men der er ikke nogen tvivl om, at denne kamp både kan gøre håbet for at indhente City større, men også meget mindre.

Jeg håber, at du får en fantastisk god kamp i morgen! Og jeg synes du skal tage på pub og se kampen med ligesindede. Vinder United er det et fantastisk øjeblik at dele sammen.

I København kan du se den på Den Glade Gris, i Århus på Tir Na Nóg og i Odense på Kick Off.

Har du ikke mulighed for at se kampen et af ovenstående steder, så kan du opsøge den lokale pub eller se kampen i gode venners lag.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles søndag den 10. december kl.17.30 på Old Trafford.

Kampens dommer:

Michael Oliver dømmer søndagens opgør.

Skader og karantæner:

Manchester United er fortsat uden Eric Bailly og Michael Carrick. José Mourinho meldte på gårsdagens pressemøde Phil Jones og Zlatan Ibrahimovic klar til kamp.

Marouane Fellainis skade vil blive vurderet i løbet af i dag, så mon ikke også han er klar.

Paul Pogba er ude med karantæne, da han fik rødt kort efter sin stempling på Hector Bellerin i sidste ligakamp mod Arsenal.

Manchester City er uden John Stones og Benjamin Mendy. Guardiola var også i tvivl om, hvorvidt David Silva ville nå at blive klar, men efter Mourinho brokkede sig over trænere, der meldte friske spillere for ukampdygtige skyndte Pep da også at pointere, at Silva alligevel blev klar.

Mulige startopstillinger:

Spørgsmålet er om United vælger at stille op med en trebackkæde eller en firebackkæde. Jeg gætter dog på, at Mourinho vil benytte en 4141-formation for at matche Citys startopstilling og for ikke at blive overrumplet på midtbanen.

Manchester United

de Gea

Valencia – Smalling – Rojo – Young

Matic

Lingard – Herrera – Fellaini – Rashford

Lukaku

Manchester City

Ederson

Walker – Kompany – Otamendi – Delph

Fernandinho

de Bruyne – Silva

Sterling – Agüero – Sané

Hold øje med:

De fleste kender nok til Citys spillere og ved, hvem man bør holde øje med. De Bruyne og Silva er eminente til at sætte deres medspillere op, Sterling og Sané bruger deres fart imponerende og Agüero er altid uhyggelig mod os.

Det er dog ikke de ting jeg kommer til at sidde og kigge efter i morgen.

Selvom mange formentlig ikke bryder sig specielt meget om Guardiola, jeg selv inklusiv, så er han som træner på mange måder nyskabende, og jeg synes man bør bide mærke i, hvordan Pep tit lader sine backs gå ind og agere midtbanespillere.

Derudover synes jeg, at det er værd at holde øje med, hvordan vi vil prøve at sætte de Bruyne og Silva ud af spillet og om vi formår at lukke de huller ned som Sterling og Sané ellers er gode til at bevæge sig i.

Fra Uniteds side synes jeg det er værd at bide mærke i, hvordan vi forsøger at opbygge vores spil.

Citys genpres er ubehageligt for de fleste hold, og jeg kunne forestille mig, at Mourinho vil forsøge at undgå dette ved at smide lange bolde op på Lukaku og evt. Fellaini for at komme ud af Citys første pres. Det bliver interessant at se om United lykkes med dette.

Sagt om kampen:

Jesse Lingard: “Det er to gode hold, der går på banen, og du ved ikke, hvad det bliver for en kamp. Det kan blive en krig, og det kan være, det ikke bliver pænt. Men hvis vi vinder, er det godt for Manchester som by. Vi er nødt til at sikre os, at Manchester er rød, når dagen er omme.”

Skribentens bud på kampens resultat:

Hvis jeg skal forsøge at tage mine røde United-briller af – pjat, det skal jeg selvfølgelig ikke!

Det bliver uden tvivl en hamrende svær kamp, og City går ind til opgøret som favoritter. Derudover er det også et stort tab for os, at Pogba sidder ude med karantæne.

Mourinho er dog en dygtig taktiker, og jeg tror og håber på, at han formår at lukke helt ned for Citys offensiv og så rammer dem på deres svage punkter, hvilket er i omstillingerne og på dødbolde. 1-0 til storebror.

Vidste du, at…

  • Det her er det første interne opgør siden 2013, hvor de to klubber indtager hhv. første- og andenpladsen?
  • Sidste gang United tabte på hjemmebane var mod Manchester City i september 2016?
  • Vinder United over City vil de slå rekorden for flest kampe uden nederlag på hjemmebane? Den deler Mourinho pt. sammen med Sir Matt Busby, der også havde 40 kampe uden nederlag på hjemmebane tilbage i 1966.
  • City havde deres første nederlag i denne sæson i onsdags mod Shakhtar Donetsk?

TV:

Kampen vises på TV3 Max med optakt fra kl.17.00.

Hvem spiller rivalerne imod:

West Ham – Chelsea (1-0)

Tottenham – Stoke (lør. 16.00)

Southampton – Arsenal (søn. 13.00)

Liverpool – Everton (søn. 15.15)

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk’s podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford
Forrige artikel

FA Cup-kamp spilles fredag aften

Næste artikel

I fjendens lejr: "Jeg er tilfreds med uafgjort"

ANNONCE