Optakt: Manchester United – Queens Park Rangers

Manchester United jagter deres første sejr, når de søndag eftermiddag tager imod Harry Redknapp og Queens Park Rangers.

I denne uge offentliggjorde Manchester United sit regnskab, der viser, at forretningen kører bedre end nogensinde. Trøjesalget er flyvende, sponsoraterne vælter ind og som brand har United næsten aldrig klaret sig bedre.

Det har dog været svært at få øje på lignende positive takter, når blikket rettes mod banen, og med to nederlag samt to uafgjorte resultater, er det ikke ligefrem optimisme, der har præget den røde del af Manchester i de seneste uger.

Derfor er klubben desperate efter at sikre sig deres første sejr i denne sæson. Sigtekornet er sat til søndag eftermiddag, og Old Trafford er stedet, hvor slaget skal udkæmpes. Spørgsmålet er så, om de mange nyindkøb kan løfte spillet, der har manglet kvalitet i de første tre Premier League-kampe.

Modstanderen er netop oprykkede Queens Park Rangers. Ligesom United har Redknapp og co. haft en svær start, da de tabte deres første tre kampe mod hhv. Hull, Tottenham og Burton (i Capital One Cup). Inden landskampspausen noterede de sig dog deres første sejr, da de på hjemmebane slog Sunderland. Således er de noteret for et point mere end United i tabellen.

Oprykkerne tæller blandt sine større profiler Rio Ferdinand, som skiftede fra United på en fri transfer i sommer. QPR har i sommerens transfervindue måtte sige farvel til flere profiler – blandt andre den skarpe spydspids Loic Remy, som netop er skiftet til Chelsea – men har også købt fornuftigt ind. Ud over Ferdinand, tæller London-mandskabet således PL-kendinge som Steven Caulker, Sandro og Joey Barton.

For ”de røde djævle” bliver kampen samtidig en mulighed for at vise sine nyindkøb frem. Således kan hele tre spillere i morgen få deres debut, eftersom både Radamel Falcao, Marcos Rojo og Daley Blind er meldt klar til opgøret.

Et af de store spørgsmål er, hvorvidt Louis van Gaal vil fortsætte med sit 3-5-2-system, der i den seneste tid har været genstand til en del kritik. En mulighed er, at United forsøger sig med en mere traditionel 4-3-3 –  da både Chris Smalling og nu også Phil Jones ikke er til rådighed i forsvaret, mens både Rafael og Luke Shaw er blevet klar til back-positionerne.

Dato, tid og sted:

Kampen bliver spillet søndag den 14. september 2014, klokken 17:00 på Old Trafford.

Skader/karantæner:

Louis van Gaal afslørede tidligere på ugen, at både Rafael, Ander Herrera og Shaw er blevet deres skader kvit, hvorfor de vil være i betragtning til startopstillingen. Marcos Rojo har fået sin arbejdstilladelse i orden, mens de nyeste United-spillere Daley Blind, Radamel Falcao og Angel Di Maria også er meldt ”fit for fight”.

Til gengæld må United stadig undvære både Marouane Fellaini, Michael Carrick, Ashley Young, Chris Smalling, Jesse Lingard, James Wilson, Reece James – og nu også Phil Jones, som i VM-kvalkampen for England pådrog sig en skade, og er meldt ude den næste måned.

QPR er godt med på skadesfronte n. Således er kun Alejandro Faurlin meldt ude, mens deres midtbaneprofil Joey Barton er tvivlsom med en forstrækning.

Dommer:

Phil Dowd dømmer kampen.

Mulige startopstillinger:

Queens Park Rangers

Green
Isla – Ferdinand – Caulker – Hill
Sandro
Mutch – Barton – Fer – Hoilett
Austin

Manchester United
De Gea
Rafael – Evans – Rojo – Shaw
Herrera – Blind – Di Maria
Rooney
Van Persie – Falcao

 

Hold øje med:

Joey Barton. Den tidligere City-spiller og problemmager har gjort et rigtigt positivt indtryk efter sin retur til den bedste engelske række, og han har en stor andel i, at QPR igen er ved at tilpasse sig spillet i Premier League. Midtbanespilleren har med 11 tacklinger været toneangivende, og har offensivt skabt hele 12 chancer – det højeste antal i Premier League.

Sagt om kampen: 
– Fellaini er ude en måned, og Phil Jones er 3-4 uger fra at kunne spille. Sam Johnstone har problemer med den ene albue, Smalling er tæt på at være tilbage og træner i morgen med reserverne for første gang. Derudover er Reece James, James Wilson, Ashley Young og Jesse Lingard også skadede.

– Michael Carrick gør fremskridt, og var ude at løbe på græs i går, hvilket er fantastisk efter otte uger på sidelinien, sagde van Gaal.

(Louis van Gaal)

Skribentens bud på kampens udfald:
Forløsningen sker, og Manchester United vinder 2-0 på mål af Radamel Falcao og Wayne Rooney.

Vidste du, at…
– Såfremt United ikke vinder i morgen, vil det være første gang siden 1986, at klubben er gået igennem de første fire runder uden sejr?

– Manchester United er ubesejrede i deres seneste 15 kampe mod QPR (12 vundne, tre uafgjorte)?

– QPR har kun scoret et enkelt mål denne sæson (i 1-0 sejren over Sunderland)?

– Radamel Falcao har scoret i sin debutkamp for både Porto (et mål), Altetico Madrid (hattrick) og Monaco (et mål)?

– Rio Ferdinand har været uden sejr i samtlige 10 kampe mod sin tidligere klub Manchester United? (fem tabte, fem uafgjorte)?

Husker du? 
Da United i 2012-2013-sæsonen kom bagud på Old Trafford mod QPR, men efter tre mål på bare otte minutter af Evans, Fletcher og Hernandez endte med at vinde 3-1.

📝 Kom med din mening på OldTrafford.dk

➡ ️ Opret din profil her og kommenter artiklen nedenunder.


Forrige artikel

U18: Snæver sejr mod Stoke

Næste artikel

To debutanter i Uniteds startopstilling

ANNONCE