Optakt: Manchester United – West Ham United

Det gode spil skal fortsætte og gerne med tre point på kontoen, når Manchester United tidligt søndag aften tager imod West Ham på Old Trafford.

 

 

 

Indrømmet. Det er en mærkelig periode at være United-tilhænger i. For knap har man kunnet glæde sig over den flotte sejr i Europa League i midtugen, før de hjemlige resultater begynder at nage igen.

Alligevel skal man jo se fremad, og her nytter det ikke at tage udgangspunkt i det eneste negative omkring klubben lige nu: resultaterne. Ser vi udelukkende på spillet på banen, er det min påstand, at vi ikke har set bedre ud siden Sir Alex Ferguson forlod klubben for tre et halvt år siden.

Derfor er jeg også optimistisk, når det kommer til søndagens hjemmekamp, hvor et kriseramt West Ham-hold gæster Old Trafford. Slaven Bilics mandskab er med sølle 11 point truende tæt på at ryge under stregen, hvor man kun er foran Hull City på målscore.

Netop målscoren tror jeg også bliver West Hams problem i morgen. Vi har før set hold som Burnley og Stoke – og senest Arsenal – stjæle point på Old Trafford, men med 23 indkasserede mål i 12 kampe har jeg svært ved at se, at London-holdet holder de røde fra Manchester fra at score i morgen.

Faktum er, at Manchester United er foran West Ham på samtlige parametre, man kan måle på. Dertil kommer, at Henrikh Mkhitaryan torsdag viste, hvorfor han blev kåret til årets spiller i Tyskland i fjor. Kan man fortsætte takterne fra Europa, ja, så bliver det forhåbentlig en ret ensidig forestilling med Mourinhos tropper som vindere.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles søndag 27. november kl. 17:30.

Dommer:

Jonathan Moss dømmer søndagens kamp.

Skader og karantæner:

Manchester United er i den gunstige situation, at man kun må undvære Chris Smalling og Eric Bailly. London-holdet må til gengæld være foruden både Masuaku, Byram, Tore og Oxford. Andy Carroll er tvivlsom.

Mulige startopstillinger:

Manchester United

De Gea

Valencia – Jones – Blind – Shaw

Herrera – Carrick – Pogba

Mata – Ibrahimovic – Mkhitaryan

West Ham United

Randolph

Kouyaté – Collins – Ogbonna

Antonio – Noble – Obiang – Cresswell

Lanzini – Payet

Sakho

Hold øje med:

Her bør der stadig ikke være nogen tvivl: Dimitri Payet er stadig med længder West Hams bedste spiller. Det er mig en gåde, at den teknisk dygtige franskmand blev i klubben efter EM, men ikke desto mindre er han der stadig. Han kan både score, sætte sine medspillere op og tage del i opspillet. Skal West Ham have noget med fra Old Trafford, bliver det med Payet som en af hovedrolleindhaverne.

 

 

Sagt om kampen:

” Vi tager en kamp ad gangen. Da jeg vandt min sidste titel for 18 år siden – undskyld, 18 måneder siden – var vi ti point bagud, og efter en måned lå vi á point med Manchester City (…) Vi tabte ti point på en måned. Jeg tror det var i slutningen af december eller starten af januar”

”Men vi kom igen og vandt titlen. Du kan generhverve point og andre kan tabe point. I løbet af en sæson er der tidspunkter, hvor alt går imod dig, og tidspunkter, hvor alt går din vej.” – Jose Mourinho

Skribentens bud på kampens udfald:

Jeg tror endelig, vi ser Manchester United forløse deres flotte spil og chancer til en komfortabel hjemmesejr i ligaen. Jeg gætter derfor på en sikker 2-0-sejr til hjemmeholdet.

Vidste du, at…

  • Manchester United har kun tabt to af deres sidste 23 kampe mod West Ham på Old Trafford.
  • Sidst det skete var tilbage i maj 2007, hvor en vis Carlos Tevez hjalp West Ham mod overlevelse på sin scoring til 1-0-resultatet. Siden har holdet tabt otte af deres 10 interne opgør i alle turneringer.
  • I hver af Jose Mourinhos fem fulde Premier League-sæsoner har placeringen efter 12 kampe også været holdets endelige placering. United er pt. sjettebedst efter 12 kampe.
  • Wayne Rooney har været involveret i 14 mål i sine seneste 13 kampe mod West Ham, men har ikke fundet nettet eller lagt op i sine sidste tre.
  • United har forsøgt sig med 203 skud på mål denne sæson. Sidste år havde man 80 færre (123) på samme tidspunkt.

TV:

Kampen vises på 6’eren.

Hvem spiller rivalerne mod?

  • Burnley 1 – 2 Manchester City
  • Liverpool 2 – 0 Sunderland
  • Chelsea – Tottenham (lør 18:30)
  • Arsenal – Bournemouth (søn 15:15)

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Forrige artikel

Mourinho: Vi kan stadig vinde Premier League

Næste artikel

Vind signeret udgave af Guillem Balagues biografi om Cristiano Ronaldo

ANNONCE