Optakt: Nedrykningstruede Aston Villa skal tages alvorligt

Denne gang står der Aston Villa på menuen, der i øjeblikket ligger til nedrykning. Men det betyder ikke, at det er en mere appetitlig og indbydende menu for United. Tværtimod er det en af de farligste menuer, man kan stå overfor i Premier League på dette tidspunkt i sæsonen. Aston Villa vil give alt, hvad de har for at sikre sig overlevelse, og det skal United være forberedt på. Ellers kan det gå galt.

Jack Grealish og co. har hentet to point i deres seneste fem Premier League-kampe efter genåbningen. Det er ikke imponerende, men til gengæld har de præsteret hæderligt mod topklubber som Chelsea og Liverpool. I kampen mod ’The Blues’ kom de faktisk foran, men måtte se sig slået til sidst med et 2-1-nederlag. Også Liverpool havde svært ved at knække nakken på et hårdt kæmpende Villa-mandskab, der først med 10 minutter igen gav slip på et potentielt vigtigt point.

Formkurven ser lidt anderledes ud hos de rødblusede fra Manchester, der er i gang med en imponerende afslutning på sæsonen. United er ubesejret i deres seneste 16 kampe med 11 sejre og 5 uafgjorte. I deres fire Premier League-kampe efter corona-genstarten er det blevet 3 sejre og én uafgjort. Det er naturligvis en godkendt start, men mest bemærkelsesværdigt har været det flydende offensive spil, United har vist. Angrebet har været særdeles velspillende med Bruno på 10’eren, der med sin sublime spilforståelse forbinder kæderne, alt imens den blomstrende Greenwood er i fuld gang med at udfolde sit vilde talent. Også Pogba har vist sig fra sin bedste side og har allerede etableret et stærkt samspil med Bruno.  

Der er altså tale om to klubber med vidt forskellige formkurver i hver deres ende af spekteret. Men vilje, passion og fight kan man komme langt med, og det vil Aston Villa unægteligt tage med sig i kampen mod United. Derfor skal ’De Røde Djævle’ være på fra første fløjt både fysisk, men også mentalt. Man kan håbe på, at jagten efter top fire og Leicesters pointtab mod Arsenal giver Solskjærs tropper ekstra blod på tanden.

Dato, tid og sted:

Kampen bliver spillet den 9. juli 2020 kl. 21.15 på Villa Park.

Skader/karantæne:

Hos de rødklædte er Phil Jones og Axel Tuanzebe fortsat ude med skader. Victor Lindelöf, der blev skiftet ud midtvejs i sidste kamp mod Bournemouth, er tvivlsom til opgøret grundet en rygskade. Solskjær har dog udtalt til pressemødet i dag, at det er en mulighed, svenskeren bliver klar.  

Aston Villa må undvære tidligere United-keeper Tom Heaton, målscoreren Wesley og Matt Targett. Jack Grealish og Tyrone Mings har været tvivlsomme til opgøret, men begge formodes klar til at optræde for ’The Villans’.

Dommer:

Jonathan Moss skal styre slagets gang.

Mulige startopstillinger:

Aston Villa:

Reina

Ngoyo – Hause – Mings – Taylor 

McGinn – Luiz – Grealish 

Trezeguet – Samatta – El Ghazi 

Manchester United:

De Gea 

Wan-Bissaka – Baily – Maguire – Shaw

Matic – Pogba 

Greenwood – Fernandes – Rashford

Martial

Hold øje med:

Medierne forbinder ham med United konstant. Ja, det er naturligvis Jack Grealish, som United skal være ekstra opmærksomme på. Personligt har jeg stadig svært ved at se ham i en topklub, men englænderen er uden tvivl Aston Villas bedste spiller og det klare omdrejningspunkt i Birmingham-klubbens offensive spil. Selvom Grealish hverken har scoret eller lavet asissts i kampene efter genåbningen, er han spilleren, United skal lukke ned for.  

Sagt om kampen:

Ole Gunnar Solskjær: ”Jeg synes, de (Aston Villa, red.) har vist efter nedlukningen, at de har noget at byde på. Det har været tætte kampe, de har haft. Du kan se tydeligt, at de har arbejdet på deres struktur, og deres kontra er et af de bedste i ligaen.”

Skribentens bud på kampens udfald:

Uniteds sprudlende offensiv burde overmatche Aston Villas formsvage mandskab til trods for de er nedrykningstruet og vil kæmpe til det sidste. De rødklædte er dem overlegen i alle spillets facetter, og det burde gøre forskellen. Jeg tror derfor på en 1-4-sejr til United med mål fra Matic, Rashford og Greenwood.

Vidste du, at…

  • Opgøret i morgen på Villa Park vil være kamp nr. 50 mellem de to klubber.
  • United har vundet 34 gange, spillede 12 uafgjorte og tabt 3 gange til Aston Villa.

TV:

Xee

Hvem spiller rivalerne mod:

Crystal Palace – Chelsea (2-3)

Arsenal – Leicester (1-1)

Manchester City – Newcastle

Brighton – Liverpool

Bournemouth – Tottenham

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Solskjær forventer mere af sit ubesejrede hold

Næste artikel

Agent: Grealish har ingen aftale med United

ANNONCE