Optakt: Real Madrid – Manchester United

Det er blevet tid til det første opgør i Champions League-ottendedelsfinalerne, når ”De Røde Djævle” onsdag gæster ”Los Galacticos” på Santiago Bernabeu.

220 forskellige medier fra hele verden følger med, når opgøret mellem Real Madrid og Manchester United bliver fløjet op i morgen klokken 20.45 dansk tid.

Begge mandskaber træder ind til kampen i rimelig god form. Real Madrid kommer direkte fra en overbevisende 4-1-sejr over Sevilla, og ser man bort fra et overraskende 1-0-nederlag til Granada, har Mourinhos mandskab ikke tabt nogle af deres seneste ti kampe.

Manchester United vandt 2-0 over Everton i weekenden og cementerede med den sejr deres position som ligaens duks. United har nu 12 point ned til nærmeste forfølger og ligger dermed lunt i svinget til det engelske mesterskab.

Real Madrid derimod har allerede givet op på det La Primera. De regerende spanske mestre har hele 16 point op til FC Barcelona, og Jose Mourinho har flere gange udtalt, at det er umuligt at indhente katalanerne nu.

Derfor er Champions League det eneste store trofæ, som Real Madrid stadig spiller med om, og det lægger unægteligt noget pres på det mest vindende hold i europæisk fodbolds historie.

Hvis Ronaldo & co. fejler i Champions League og bliver slået ud af Manchester United, vil hele Real Madrids sæson komme til at stå tilbage som en kæmpe skuffelse.

Manchester United har revance til gode efter de to klubbers seneste opgør. Det var for ti år siden, da Real Madrid slog Fergies drenge ud i kvartfinalen med en samlet score på 6-5.

Skader

Real Madrid kommer til at undvære Iker Casillas. Den spanske målmandslegende brækkede sin tommelfinger tilbage i januar, og det kommer derfor ikke som et chok for nogen, at Mourinho må se bort fra den 31-årige keeper. Spanierne håber på, at Casillas bliver klar til returopgøret i Manchester.

Det var forventet at Pepe også ville gå glip af den første kamp mellem Real og United på grund af en ankelskade. Den hårde forsvarspiller er dog kommet sig overraskende hurtigt, og han fik comeback i ”Los Galacticos” kamp mod Sevilla i weekenden.

Det skal de glæde sig over i Madrid, for det unge forsvarstalent Rafael Varane bliver sandsynligvis ikke klar. Den 19-årige franskmand døjer med en forstrækning, og han betegnes som tvivlsom.

Xabi Alonso har haft problemer med lysken, men det er forventet, at den tidligere Liverpool-spiller bliver klar til kamp.

Manchester United har for en gangs skyld, noget der ligner en skadesfri trup. Hvis man ellers ser bort fra den sygdomsramte Darren Fletcher, er alle spillere klar til kamp.

Phil Jones, Ashley Young og Jonny Evans har alle været mere eller mindre tvivlsomme, men trioen trænede med på Carrington i dag, og er alle at finde i den udtagede trup.

Til gengæld er Paul Scholes blevet udeladt fra truppen, selvom han også var med på træningsbanen i dag. Med til historien hører dog, at den 38-årige englænder har haft nogle knæproblmer i denne uge, hvilket kan være årsagen til, at han ikke kommer i aktion på Santiago Bernabeu i morgen.

Det er også værd at bemærke, at Anders Lindegaard er tilbage i truppen. Danskeren har været fraværende i Uniteds seneste to kampe.

Dommer

Tyske Felix Brych skal dømme kampen på Santiago Bernabeu.

Sidst United havde Brych, var da holdet slog Braga 3-1 på udebane. Tyskeren tilkendte ”De Røde Djævle” et straffespark, hvilket Wayne Rooney omsatte til mål.

Ellers huskes den 37-årige dommer for, at han viste Nemanja Vidic ud, da United spillede mod Otelul Galati i sidste sæson.

Mulige startopstillinger

Real Madrid
Lopez
Arbeloa – Pepe – Ramos – Coentrao
Khedira – Alonso
Di Maria – Ozil – Ronaldo
Benzema

Manchester United
De Gea
Rafael – Vidic – Ferdinand – Evra
Cleverley – Jones – Carrick
Rooney – Kagawa
Van Persie

 

Hold øje med:

På et Real Madrid-hold spækket med offensive kvaliteter, er det alligevel ikke svært at udepege en profil. Cristiano Ronaldo er ”Los Galacticos” ubetinget største stjerne, og han er manden, som alle taler om forud for Champions League-braget mellem de to giganter.

Ronaldo kom til Manchester United som en usleben diamant tilbage i 2003, og han tog til Real Madrid i 2009 som verdens måske bedste fodboldspiller.

Han kan sparke med begge ben, han er stærk i luftspillet, han har en fremragende teknik, han er hurtig, han er stærk – han er på mange måder den perfekte offensive fodboldspiller.

Hvis ikke det lykkes for Manchester Uniteds defensiv at dæmme op for den portugisiske superstjerne, så kan han komme til at gøre livet rigtig surt for ”De Røde Djævle”.

Skribentens bud på kampens udfald

Manchester United er nødt til at få et resultat med hjem fra Madrid, og det tror jeg også de gør. 1-1 ender kampen.  
 

Vidste du, at…

  • Real Madrid har vundet Champions League hele ni gange, hvilket er mere end noget andet hold. Deres seneste triumf var dog helt tilbage i 2002.  
     
  • Cristiano Ronaldo scorede sit 20. hattrick for Real Madrid, da de i weekenden besejrede Sevilla 4-1.
     
  • Manchester United har kun vundet to af deres hidtilige 20 udebanekampe mod La Liga-modstandere.  
     
  • Real Madrid er ubesejrede i deres seneste 33 kampe på Santiago Bernabeu. (27 sejre, 6 uafgjorte)
     
  • Sir Alex Ferguson har kun vundet to af hans i alt 14 opgør mod Jose Mourinho. (2 sejre, 6 uafgjorte, 6 nederlag)

Husker du?

Sidst Manchester United gæstede Santiago Bernabeu?

Manchester United var ved at få en ordentlig snitter, da Ruud van Nistelrooy scorede dette mål, hvilket gjorde, at “De Røde Djævle” kunne rejse tilbage til Manchester med et 3-1-nederlag i baggagen.

Ruud van Nistelrooy Real v United 2002 2003 goal gif

Forrige artikel

Solskjær drømmer om United-trænersæde

Næste artikel

Mourinho: Jeg skal ikke til United

ANNONCE