Optakt: Sæsonens sidste brag

Lukaku er fortsat tvivlsom til FA Cup-finalen, men ellers er det positive meldinger fra manageren, der skal forsøge at fortsætte opbygningen af den vindermentalitet, holdet mistede, efter Sir Alex Ferguson takkede af.

Hver sæson er der nogle kampe, der har en helt særlig aura over sig, og som bare betyder noget specielt for alle omkring de implicerede hold. Det er typisk kampene mod de nærmeste rivaler i Liverpool, Manchester City, Arsenal og så lørdagens modstandere fra Chelsea. De er specielle, fordi en sejr – uanset hvordan ligatabellen ser ud – altid giver et langt større rygstød, end en sejr mod et af ligaens øvrige hold gør.

Sådan en kamp spillede United hjemme på Old Trafford i slutningen af februar. Her blev Chelsea sendt tilbage til London med et 2-1-nederlag, og det var som om, det gjorde noget for Mourinhos tropper. For over de efterfølgende otte Premier League-kampe blev både Liverpool, Arsenal og Manchester City besejret. Og det var altså efter en periode, hvor United havde fået kritik for ikke at kunne præstere i kampene mod de øvrige top seks-hold i rækken. I den periode skulle holdet også spille FA Cup-semifinale mod Tottenham på Wembley, som endte med en flot 2-1-sejr, og dermed kvalifikation til finalen.

Og finalen er netop, hvor vi er nået til nu. Sæsonens sidste kamp og hvilken en af slagsen. Igen er det Chelsea – holdet der måske var med til at sætte gang i den gode stime mod topholdene – der står på den modsatte banehalvdel, men denne gang er det på Wembley, hvor de to mandskaber skal kæmpe om sæsonens eneste trofæ for begge parter. 

Antonio Contes blå tropper har haft en rigtig skidt sæson, efter holdet vandt Premier League-trofæet og var i FA Cup-finalen i sidste sæson. Det har resulteret i en femteplads i ligaen, og dermed er der ingen Champions League på programmet på Stamford Bridge i næste sæson. Derfor vil Chelsea gøre alt, hvad de kan for at vinde den traditionsrige FA Cup, og det bliver helt sikkert et topmotiveret London-hold, der går på banen lørdag aften.

Uniteds sæson har ikke været nær lige så dårlig som Chelseas, selv om der har været rigeligt med kritiske røster undervejs. De røde djævle har med andenpladsen sikret sig sin bedste placering og højste antal point siden Fergie-tiden, hvilket nok må regnes som en god kampagne. Til gengæld har Mourinho brug for at fortsætte med at banke den vindermentalitet ind i holdet, som det kan se ud til at, det mistede under Moyes og Van Gaal. For at det skal ske, er FA Cup-trofæet afgørende. 

Der er altså rigeligt at spille for på Wembley, og med historien og de mange titelkampe mellem de to hold skal det nok blive en interessant affære lørdag aften.

Dato, tid og sted:
Kampen bliver spillet lørdag den 19. maj klokken 18.15 på Wembley.

Skader/karantæner:
Romelu Lukaku har været det helt store spørgsmålstegn op til kampen, og han bliver først testet umiddelbart før kampen, så han er altså tvivlsom. Det samme har Anthony Martial været i løbet af ugen, men han er meldt helt klar. Marouane Fellaini er også tvivlsom, men også han er taget med til London. 

I Chelsea-lejren må man efter alt at dømme undvære venstrebacken Emerson Palmeiri, som er skadet. Men Antonio Conte har ikke villet løfte sløret for ret meget op til kampen.

Dommer:
Michael Oliver skal dømme kampen, og han får hjælp af det meget omtalte VAR-system.

Mulige startopstillinger:

Manchester United
De Gea
Valencia – Jones – Smalling – Young
Matic – Herrera
Lingard – Pogba – Sanchez
Lukaku

Chelsea
Courtois
Azpilicueta – Rüdiger – Cahill
Moses – Fabregas – Kanté – Alonso
Willian – Giroud – Hazard

Hold øje med:
Der er ikke meget ukendt i Chelseas trup, som United har mødt masser af gange med stor fokus på især de offensive kræfter. En af dem er brasilianske Willian, der på det seneste er blevet sat i forbindelse med United. Når han rammer dagen på sin højrewing, er det svært som forsvarsspiller at følge med de hurtige fødder og eksplosive antrit, og han vil være en udfordring for de fleste backs – det gælder naturligvis ikke Ashley Young.

Sagt om kampen:
“Det er en finale. Når alt kommer til alt skal man vinde. Det bliver en taktisk kamp. Jeg ved ikke, hvordan kampen bliver. Vi må se. Det bliver hårdt.” – Antonio Conte

Skribentens bud på kampens udfald:
Finaler er altid svære at spå om. Og det gør det ikke lettere, at det er mod et hold, der er så stor en rivalisering med, og et hold, som jeg egentlig ser os som ret lige med. Jeg håber, at Alexis vil holde fast i sin statistik, som indtil nu hedder otte mål i otte optrædender på Wembley. Jeg tror (og håber), at vi kan hive en smal 2-1-sejr hjem. Det har vi jo været gode til, når vi har mødt top seks-holdene. 

Husker du?
Vi har mindet dig om det på oldtrafford.dk i ugens løb, hvis du skulle have glemt det. Men den meget specielle majaften for nu 10 år siden, hvor United tog til Moskva og hente pokalen med de store ører hjem efter et drama mod netop Chelsea, kan godt tåle at blive hevet frem endnu engang. Cristiano Ronaldo havde bragt os foran midt i første halvleg, men en udligning kort før pausen af Frank Lampard betød, at kampen skulle afgøres i straffesparkskonkurrence. Her var det lige før, at løbet var kørt efter Ronaldos missede spark, men som mange sandsynligvis husker som var det i går, gled John Terry ved det afgørende spark. Scoringer fra Anderson og Giggs gjorde, at jublen kunne bryde løs, da Edwin van der Sar reddede Anelkas spark. 

Vidste du, at…

  • José Mourinho har vundet 12 af de 14 finaler, han har været med i. De to øvrige (portugisisk pokalfinale i 2004 og Copa del Rey i 2013) har han tabt efter forlænget spilletid. 
  • United og Chelsea har mødt hinanden i FA Cup-finalen to gange. Første gang var i 1994 og endte 4-0 til United, anden gang var i 2007, hvor Chelsea vandt 1-0.
  • Manchester United har vundet turneringen 12 gange. Chelsea har vundet den syv gange.
  • Der er kun fem spillere, der har prøvet at få rødt kort i en FA Cup-finale. De to af dem kan være med lørdag. Det er Chris Smalling (2016) og Victor Moses (2017). Derudover har også Zabaleta (Manchester City, 2013), Reyes (Arsenal, 2005) og Moran (Manchester United, 1985) prøvet det.

TV:
Kampen bliver vist på TV3+ og Viaplay med optakt fra klokken 16.30.

 

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk’s podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford
Forrige artikel

Mourinho: Lukaku er stadig tvivlsom

Næste artikel

Følg os på Instagram: OldTrafford.dk tager dig med ind på tribunen på Wembley

ANNONCE