Optakt: United skal finde oprejsning efter Brighton-nederlaget

Søndagsunderholdningen i denne uge står Manchester United og Fulham for. United rejser til det sydlige London, når Craven Cottage slår dørene op for den sidste kamp i Premier Leagues 23. spillerunde.

(Photo by Kieran Cleeves/PA Images via Getty Images)

Et returopgør fra den første kamp i indeværende Premier League-sæson er på menuen, når Manchester United-toget drøner til London for at møde Fulham.

Manchester United var i kamp i torsdags, da skotske Glasgow Rangers blev besejret. Dermed kommer United ind til kampen med et positivt resultat. I Premier League sammenhæng kommer United derimod med en negativ oplevelse i bagagen. United tabte som bekendt med 1-3 hjemme i egen hule for en uge siden.

De to mandskaber, der skal i ilden i aften kunne i august ikke blive enige om en vinder før til allersidst i kampen, da debutanten Joshua Zirkzee dukkede op i feltet og sikrede United en 1-0-sejr.

Samme udfald, nemlig tre point, håber United naturligvis på kan gentage sig, når kampen i aften fløjtes af.

Fulham er til at tale med

Selvom Fulham ligger nr. 10 i Premier League, så er det et mandskab, der i den grad er til at tale med. De vandt senest over Leicester, men tabte forinden til West Ham. Derudover er det en sejr over Norwich i FA-Cuppen, og to delere mod henholdsvis Ipswich og Bournemouth, som Fulham tager med sig ind til kampen.

Marco Silvas tropper vil helt sikkert lede efter revanche- både fra kampen i august, men også fra kampen på Craven Cottage i fjor, hvor svage United stjal tre point med hjem til Manchester. Generelt leder Fulham efter en succes mod United.

Blot en enkelt sejr har Fulham mod United i de seneste 19 inbyrdes møder. Det har Fulham alle tiders mulighed for at ændre på, når et af de værste ‘Manchester United-hold’ nogensinde kommer på et visit.

Nedtakt: Euro-sejr, holdpræstation og Alejandro Garnacho

Dato, tid og sted

Kampen finder sted på Craven Cottage i aften, søndag d. 26. januar 2025 klokken 20:00.

Dommer

Aftenens dommer er Anthony Taylor, der dømmer sin 26. kamp i sæsonen.

Skader og karantæner

Ingen af holdene skal bekymre sig om karantæner, men begge managers kan derimod bekymre sig en smule over skader.

Antony kommer naturligvis ikke til at være med i truppen, da han lørdag eftermiddag blev offentliggjort som Betis-spiller for resten af sæsonen.

Antony udlånt til Real Betis

Rúben Amorim meddelte på fredagens pressemøde, at Både Leny Yoro og Matthijs de Ligt måtte forlade banen i torsdags med mindre slag. Begge spillere ville blive afprøvet i løbet af weekenden. United-bossen kunne dog ikke love noget. Victor Lindelöf træner med på Carrington, men er ikke umiddelbart fit for fight endnu.

Den marrokanske darling, Noussair Mazraoui var ikke med i midtugen, men Amorim håber på, at han kan være klar til i aften, var de seneste udmeldinger fra United-lejren.

De to tidligere engelske landsholdspillere, Mason Mount og Luke Shaw er stadig ude med skader. Luke Shaw er til gengæld ikke forfærdeligt langt fra et comeback, men han behandles meget omhyggeligt. Johnny Evans er stadig utilgængelig for Amorim.

Fulham med færre skader

I Fulham har de forhåbentligt færre panderynker over skadessituationen. Kenny Tete er fortsat ude for London-mandskabet, mens tidligere Arsenal-mand, Reiss Nelson er på vej tilbage, men stadigvæk ikke er klar til at spille, kunne Marco Silva fortælle på Fulhams pre-match pressemøde.

Forventede startopstillinger

Udmeldingerne omkring Yoro og de Ligt samt Mazraoui gør det til gætværk. Ideelt var slagene til Yoro og de Ligt ikke så slemme, at de ikke kan spille. Maguire får nok lov til at starte inde, selvom han så meget skidt ud ved Rangers udligning. Vi må også formode, at Onana vender tilbage imellem stængerne, selvom Bayindir har gjort god figur i sine optrædener.

Både Ugarte og Mainoo blev delvist sparet mod Rangers, og Amorim har været glad for den konstellation på midten. Garnacho efterlod et fint indtryk i torsdags. Argentineren har desuden gode minder fra dette stadion, da han scorede sejrsmålet i de døende minutter i 2022 inden VM-pausen.

Marco Silva har ikke roteret meget i sine startellevere. På den offensive midtbane har Fulham-manageren ellers to fantastiske muligheder. Både Andreas Pereira og Emile Smith-Rowe kan vælges inde på 10’eren.

Manchester United: 3-4-3

Onana

de Ligt – Maguire – Martínez

Mazraoui – Ugarte – Mainoo – Dalot

Amad – Højlund – Bruno

Fulham: 4-2-3-1

Leno

Castagne – Andersen – Bassey – Robinson

Lukic – Berge

Wilson – Pereira – Iwobi

Jiménez

Hold øje med

Der er flere spændende ting at holde øje med i dagens kamp.

United skulle bruge lang tid og mange chancer på at score i torsdags. Kan United omsætte deres til tider enormt gode offensive spil til mål?

Selvom United lukkede godt ned for Rangers’ standardsituationer i torsdags, så er det stadigvæk interessant at se, om United kan holde Fulham fra fadet på dødbolde. Fulham, der kommer med nogle store drenge, der sagtens kan straffe United, hvis der ikke er fokus.

Så er det spændende at holde øje med, om United leverer en holdpræstation som forleden, hvor alle startende spillere leverede og deltog positivt i kampens forløb. Kan United gøre arbejdet færdigt som hold, eller skal der en individuel aktion til?

Kan United tage fat i kampen og undgå at komme bagud? Alt for ofte befinder United sig i jagerens rolle, fordi vi kommer tidligt bagud på baggrund af en personlig fejl eller et kollektivt koncentrationssvigt. Kan United tage teten, komme foran og dirigere kampen?

Skribentens bud på resultat

Jeg synes selv, at jeg har været en omvandrende ‘jinxer’. Både angående Manchester United i mine tidligere optakter, men også i andre henseende.

Jeg er bange for at sige, jeg tror United vinder. På den anden side, kan jeg heller ikke sige, at United taber i håbet om et ‘reverse-jinx’.

United vinder 2-1.

Hvor kan kampen ses?

Kampen kan ses på Prime Video.

5 kommentarer
  1. Enig med OH

    Alle point er en bonus i sig selv…

    Vi banker Fulham 5-1 og indleder jagten på en top 5 og dermed Champions League deltagelse.

    Nu køre toget.

    Højlund laver hattrick og Bruno på straffe og Maguire på låget…

    (På et eller andet tidspunkt rammer jeg plet)😂😂

    GGMU

  2. Fulham spiller væsentligt bedre end United for tiden, så mon ikke det ender med en klar 3-0 hjemmesejr (modsat TB vælger jeg at sætte barren meget lavt, for så dermed – forhåbentlig – at blive positivt overrasket…)

    Come on United 😊

Skriv et svar
Forrige artikel

Officielt: Antony udlånt til Real Betis

Næste artikel

Nyt rygstød til stadionprojekt: »Et strålende eksempel«

ANNONCE