Foto: Justin Setterfield/Getty Images
Sommeren 2024 var turbulent for Erik ten Hag og Manchester United. En fyring så længe ud til at være uundgåelig, men så vandt klubben FA Cup.
Måske derfor endte man i sidste ende også med at forlænge hollænderens kontrakt.
Ledelsen måtte efterfølgende erkende, at det ikke var en korrekt beslutning, og dermed blev Erik ten Hag altså fyret. Den 28. oktober. Et år siden i dag.
Erik ten Hag i Premier League
Hollænderen var ellers startet med en 3. plads i Premier League med 75 points – den næstbedste pointhøst siden Sir Alex Ferguson. Derudover havde klubben også vundet Carabao Cup, Uniteds første trofæ i seks år.
Året efter vandt man et større trofæ i form af FA Cup med en flot finalesejr over Manchester City. Men ligaformen haltede med en 8. plads, Uniteds dengang dårligste placering nogensinde i Premier League.
Derudover tabte man for første gang 9 ligakampe på hjemmebane, mens man indkasserede hele 58 mål. Begge var også negative rekorder i Premier League.
I Champions League gik det ikke meget bedre, da man sluttede sidst i en gruppe med Bayern München, FC København og Galatasaray.
Det havde dog også været en sæson med mange skader, heriblandt til Lisandro Martínez og Luke Shaw. Og sejren i FA Cup fik derfor Ineos til at give ham en chance til og forlænge hans kontrakt.
Det hele endte dog den 28. oktober, dagen efter et nederlag til West Ham. Her lå United på 14. pladsen i ligaen. 7 points fra top 4 og 7 points fra nedrykningsstregen.
I alt stod han i spidsen for United i 85 kampe. Her fik de 44 sejre, 14 uafgjorte og 27 nederlag.
Det giver en sejrsprocent på 52, mens han fik 1,72 points per kamp. Den samlede målscore lød på 123-112.




