Der findes næppe en hottere klub for fodboldfeinschmeckere anno 2026 end Como 1907.
På rekordtid har de torpederet modstanderne i Italien med deres tydelighed, klare strategi og ikke mindst enorme økonomiske muskler.
I en tid, hvor italienske klubber downsizer og i det hele taget sakker voldsomt bagud i forhold til konkurrenterne i de andre top-fem-ligaer, så investerer Como og er med Hartono-brødrene blevet den rigeste klub i Italien.
I år skal de for første gang spille europæisk fodbold – Champions League endda – og det smukke gamle stadion, Stadio Giuseppe Sinigaglia, ud til henrivende Lago Como skal onsdag aften lægge grønsvær til et opgør mod selveste Manchester United.
Men de europæiske debutanter er bookmakernes favoritter mod den sovende kæmpe fra Manchester.

Hvad er det for en klub?
Tilbage i 2017 var Como ikke associeret med noget som helst andet end en af de smukkeste søer i Europa.
Der er også en fodboldklub i området, men bevares, det er der jo de fleste steder. Og den var i elendig tilstand.
12 år forinden gik Como Football Club konkurs og blev genstiftet under navnet Como Calcio.
Men i 2017 gik det galt igen, og konkursen ramte nok en gang. Der skulle nye ejere til, og det blev ingen ringere end brødrene Robert og Michael, som ifølge Forbes tjener fire millioner euro i timen. I 2019 revitaliserede indoneserne klubben under navnet Como 1907, og så gik det stærkt.
Hartono-brødrene investerede hurtigt massivt i infrastrukturen og blev ved med at pumpe penge ind i den norditalienske fodboldklub. Det betød, at man gik fra Serie D til Serie B på bare tre år.
Man formåede at etablere sig i den næstbedste række, men det var først, da minoritetsejer Cesc Fabregas overtog tøjlerne, at der kom skub i tingene. I samme sæson, som spanieren blev ansat, hev han klubben op i Serie A, og her stoppede succesen ingenlunde.
I debutsæsonen i Serie A kom de aldrig i problemer, og i ‘den svære toer’ blev de endnu bedre og kunne Fabregas’ tropper sikre sig Champions League-pladsen efter en sejr over Hellas Verona. Samme dag udtalte Fabregas således til DAZN:
– For to år siden i dag rykkede vi op i Serie A, og nu har vi kvalificeret os til Europa. Holdet, klubben og fansene er alle vokset, og det er helt uforklarligt. Om 20 år vil vi alle huske denne dag.

Succesmanageren
Under genopbygningen i Serie B tiltrådte Cesc Fabregas som midtbanegeneral for Como 1907. Det blev dog ikke til mere end 17 kampe, inden han stoppede karrieren sæsonen efter. Men han var langtfra færdig i Como.
Han havde i løbet af karrierens efterår taget trænerkurser, og 1. juli 2023 – netop som hans spillerkontrakt udløb – blev han ansat som U19-træner i klubben. Få måneder senere sikrede han sig UEFAs næsthøjeste trænerlicens.
Pro-licensen kom i hus et år senere, netop som han havde været med til som caretaker-manager og sikre oprykning til Serie A.
Spanieren er langsomt blevet Mr. Como, og han er velsagtens det hotteste trænernavn i hele Europa.
Spillestil
– Jeg er besat af at spille fremad. Som midtbanespiller er det det, jeg altid har elsket. Jeg vil angribe, og jeg vil have bolden på den sidste tredjedel, for det er dér, man afgør fodboldkampe.
Sådan sagde Fabregas til Coaches’ Voice for et år siden.
Der er ingen tvivl om, at det er et hold, der vil angribe. De er mest trygge, når de har bolden, og mens de er i stand til at køre bolden rundt bagi, ligger deres store trussel i, at de helst spiller så direkte, at de reelt kan score, hver gang de har bolden.
Como stiller op i en 4-2-3-1-formation. Ideelt set har de kroatiske Martin Baturina på venstrekanten, lynhurtige Assane Diao på højrekanten og vidunderbarnet Nico Paz på 10’eren bag den græske targetman Anastasios Douvikas, som nyder godt af Comos direkte spil.
Bag kvartetten i front har de en double pivot, hvor særligt Lucas da Cunha har udviklet sig som en profil, og han blev da også belønnet med sin franske landsholdsebut tidligere på efteråret. I bagkæden huserer dygtige folk som Jacobo Ramón og Trevoh Chalobah i midterforsvaret og angrebslystne Yan Couto på højrebacken.
Da Cunha er en særlig nøgle til Comos opbygningsspil, hvor han gerne lægger sig ned mellem de to stoppere. Det tillader Couto og backkollegaen Alex Valle at trække længere frem, så man kan få flere spillere på sidste linje. Det betyder, at Manchester United kommer i undertal i presset, hvis de fortsætter med deres 4-4-2-pres.
Når Como har sat spillet, kigger de altid fremad, og de er ikke bange for at sætte bolden på spil med afleveringer op mod frontkæden. Særligt Assane Diao og Martin Baturina er lynhurtige og direkte i deres spil, og når Da Cunha eller Nico Paz kommer på bolden, kigger de ofte derud.
Ligesom United praktiserer et 4-4-2-pres, så gør Como det også. Det bliver sandsynligvis ikke skadede Diao, men i stedet unge Jesus Rodriguez, der starter inde onsdag, og han vil være en del af et intenst 4-2-4-pres, hvor de næppe vil være bange for at gå højt på Uniteds bagkæde.
De tillader ofte, at det bliver backerne, der sætter spillet, og ikke stopperne, mens de kommer til at lukke af centralt og afgive pladsen på siderne.

Tre profiler, vi skal holde øje med
Hvem er ikke lidt småforelsket i Nico Paz?
Fabregas har fået sin playmaker i argentineren, der har fået æren af at overtage 10-tallet fra Lionel Messi på det argentinske landshold. Det forpligter.
I denne sæson har han lavet to mål og fire assists for norditalienerne, og forventningen er, at han kommer endnu mere i gang, end hvad tilfældet er. Han har et forrygende blik for spillet, og så er han utroligt målfarlig. Han har en tendens til altid at placere sig kløgtigt på kanten af feltet, og får han bolden der, kan han hamre kuglen i nettet med begge ben.
Uniteds højreback – om det bliver Diogo Dalot eller Leny Yoro – skal stå tidligt op for at følge med Martin Baturina. Kroaten har udviklet sig til at blive en decideret Serie A-profil, og han er utroligt direkte og målsøgende.
Desværre for Como er han ikke rigtigt kommet i gang siden landskampspausen, men han vil være topmotiveret for at vise sig frem mod Manchester United.
En spiller i form er til gengæld Lucas da Cunha, som nok ikke skal regnes som den store offensive trussel. Til gengæld er han helt essentiel for, at holdet kan hænge sammen.
Franskmanden med det brasiliansk klingende navn er nærkampsstærk, dygtig til at dække store områder, en eminent presspiller og rolig på bolden. Ham skal Uniteds midtbanemænd nok få sit hyr med.
Europæisk historik
Ja, der er to kampe at tage af. En sejr på 4-1 hjemme mod RB Leipzig i første runde og et nederlag senest ude mod Feyenoord på 2-3.




