Det sidste nye navn på alles læber er Javier Pastore. Den elegante offensive midtbanespiller har driblet sig ind i hjerterne hos de største klubber i verden, der godt kan glemme alt om at lave et røverkøb for den 21-årige argentiner.
FC Barcelona, Real Madrid, Manchester City, Chelsea og ikke mindst Manchester United er alle meldt som mulige destinationer for sydamerikaneren, og skal man tro Palermos præsident Maurizio Zamparini så har én af de nævnte måske allerede startet ballet med et ganske seriøst bud.
Det var en rapporteret interesse fra italienske Napoli der fik Zamparini til at røbe, at han allerede har et bud som han endnu ikke har afvist eller accepteret.
”Javier er uden for Napolis rækkevidde. Desuden har jeg allerede modtaget et bud på €50 millioner for Pastore, som jeg endnu ikke har svaret på. Hvis jeg var Napolis præsident Aurelio De Laurentiis ville jeg ikke hente ham for den pris,” siger Maurizio Zamparini til Radio Kiss Kiss.
£43 millioner pund, eller €50 millioner euro, eller 370 millioner danske kroner er langt mere end hvad Manchester United nogensinde har punget op for en fodboldspiller. Dimitar Berbatov kostede godt 300 millioner danske kroner.