Selvom United blev besejret to gange af West Ham i sidste sæson, var “De Røde Djævle” alligevel favoritter til at tage sejren i dagens kamp. Sådan skulle det dog ikke blive, for United fik tilføjet sæsonens tredje liganederlag på kontoen.
Sir Alex Ferguson har for tiden karantæne fra at guide sit mandskab fra sidelinjen, og måske havde det indflydelse på spillernes præstation. I hvert fald lagde hjemmeholdet bedst fra land med et godt pres allerede i det første minut, der dog ikke udviklede sig til noget farligt.
Efter otte minutter tilsmilede lykken ikke ligefrem West Ham, da Hayden Mullins først skød på overliggeren, og Mark Noble dernæst ramte forbi et tomt mål.
United var derimod mere effektive fem minutter senere på et kontrastød. Efter et mønsteropspil endte bolden hos Ryan Giggs i venstre side. Herfra fandt waliseren Cristiano Ronaldo i West Hams felt, og kantspilleren kunne med et hårdt hovedstød bringe gæsterne i front.
West Ham pressede på for udligning, men United-defensiven stod kompakt, og det næste gode forsøg kom således fra lang afstand. “The Hammers’” bedste spiller i første halvleg, Nolberto Solano, forsøgte sig fra 25 meters distance, men Tomasz Kuszczak diskede op med en god redning.
Louis Saha spillede mildest talt en skidt kamp, og kort før pausefløjtet var han ved at koste United at mål. En fejlaflevering fra franskmanden endte hos Noble, som med et glimrende indlæg fandt Carlton Cole i United-feltet. Den tidligere Chelsea-angriber havde dog ikke skarpheden i orden, og United slap med skrækken.
I halvleg fortsatte værternes massive pres, og det så ikke ud til, at United var i stand til at gøre noget ved det. Alligevel fik United tildelt den største chance af dem alle, da Jonathan Spector tog bolden med armen i eget felt. Ronaldo, som ellers plejer at være sikkerheden selv, sendte straffesparket forbi den ene stolpe.
Nu kunne West Ham lugte blod, og de lagde nu et endnu hårdere pres på United. Der skulle da heller ikke gå længe, før bolden lå i netmaskerne. Rio Ferdinands lilebror Anton var blevet skiftet ind i løbet af anden halvleg, og han kunne med et godt hovedstød bringe balance i regnskabet efter et hjørnespark.
West Ham var især overlegne i netop hovedspillet, og deres mål til 2-1 faldt ligeledes efter en dødboldsituation. Noble lagde bolden ind i hovedet på Matthew Upson, og så var hjemmeholdet på sejrskurs.
Indskiftede Nani nåede at give et eksempel på sin teknik, da han trak ind i banen fra venstre side og fyrede af, men Robert Green stod i vejen. West Ham slår således United for tredje gang i træk, og resultatet betyder, at Arsenal kan tilbageerobre førstepladsen efter blot tre dage som to”er.
Chelsea så længe ud til at miste point mod Newcastle, men Salomon Kalou sikrede sejren på 2-1 tre minutter før tid. Arsenal møder i aften Everton på Goodison Park, mens Manchester City i morgen tager imod Liverpool.
Spillerkarakterer, 1-10
Tomasz: 6 Uden skyld i de 2 mål og har en strålende redning. Virker usikker ved indlæg.
Brown: 6 Ét fremragende indlæg i anden halvleg, ellers arbejder han udelukkende defensivt, hvor han lukker nogenlunde af.
Rio: 7 Ingen kommer forbi ham i dag, selv om meget af spillet forgår på Uniteds banehalvdel.
Vidic: 6 Arbejder benhårdt, men virker ikke så stærk i luftrummet som sædvanlig.
Evra: 6 Arbejder udelukkende defensivt. Der er så godt som ingen indslag frem ad banen. Bliver overspillet et par gange langs linien.
Ronaldo: 6 Scorer et dejligt mål, men er ellers anonym i hele første halvleg. Han kunne reelt have sikret os sejren, men mangler kølighed ved straffesparkssituationen. Har enkelte gode forsøg på kontraspil, men det fører aldrig til noget farligt.
Fletcher: 7 Kæmper en vis legemsdel ud af bukserne og lukker fornuftigt af på midten. Sætter ligeledes et par kontraangreb i gang.
Hargreaves: 5 Total anonym i dag, hvor han i store dele af kampen løber forgæves rundt efter bolden.
Giggs: 6 Fremragende oplæg til Ronaldos mål. Skulle have scoret en enkelt gang i første halvleg, men teknikken svigter ham. Mister mange bolde.
Saha: 5 Havde svære arbejdsbetingelser, hvilket gjorde ham til blind passager.
Tevez: 5 Havde også svære arbejdsbetingelser, og kommer heller ikke frem til noget som helst. Løber utrolig meget forgæves.
—
Anderson: 7 Godt indhop, hvor han arbejder godt, og det ser ud til, at United får styr på midtbanen, selv om vi i denne periode taber kampen.
Nani: Udenfor bedømmelse