Den spanske forsvarsspiller skiftede Katalonien ud med Nordengland, da han var 17 år gammel og nåede at få tre sæsoner på Old Trafford.
Det blev “blot” til 23 optrædener i den røde dragt, før han valgte at drage hjem til Barcelona i 2008. Alligevel kigger han tilbage på sin tid i United med glæde.
– Den knægt der tog til Manchester, var en dreng på 17, som pludselig stod i et omklædningsrum fyldt med stjerner. Det var fantastisk, udtaler Pique ifølge Daily Telegraph.
En modningsproces
Selvom den nu 26-årige spiller aldrig fik sit helt store gennembrud for Sir Alex Fergusons mandskab, mener han alligevel, at tiden hos “de røde djævle” var vigtig for hans udvkling.
– Det forberedte mig på, hvad der ventede forude, når jeg returnerede til Barcelona. Uden det pres (det var at spille i United, red.) havde jeg været en smule grøn, da jeg var kommet tilbage her.
– Jeg er meget stolt af mine tre år der. Som 17-årig var det et perfekt tidspunkt at forlade hjemmet fra. Det var med til at modne mig rent personligt, udtaler Pique.
“Er i den bedste klub i verden”
Siden skiftet væk fra Manchester United, er det da heller ikke gået helt skidt for Gerard Pique. Han har sammen med FC Barcelona og Spanien vundet alt, hvad der vindes kan, og han har været med til at besejre United i to Champions League-finaler.
Forsvarsspilleren lægger da heller ikke skjul på, at han er der, hvor han vil være.
– Du har lyst til at komme tilbage (til FC Barcelona, red.). Det her er den bedste klub i verden. Du vinder titler, nyder spillestilen og er hjemme. Hvis du forlader det her sted, er det fordi, du ikke kan finde vejen ind i varmen.