Paul Pogba kan få Premier League-debut på søndag, når Manchester United gæster QPR på Loftus Road.
Det afslørede Sir Alex Ferguson på dagens pressemøde.
”Pogba er en mulighed. Han er en stor, stærk gut og en god atlet. Han forbedrer og udvikler sig hele tiden. Vi har set det, siden han kom til klubben, og fysisk er han et niveau over resten af sidste års ungdomshold, med undtagelse af Zeki Fryers,” sagde Ferguson ifølge The Independent.
Dermed lader det til, at den 69-årige skotte er villig til at give Pogba spilletid på førsteholdet, hvis det kan få ham til at skrive under på en ny kontrakt.
Det til trods for, at Ferguson i går indrømmede, at den 18-årige franskmands agent kræver en alt for høj løn til sin klient, og at det er det, der i øjeblikket skiller parterne ad.
Paul Pogba står indtil videre noteret for tre førsteholdsoptrædener.