Sir Alex Ferguson vil først i næste uge få klarhed over, hvorvidt han kan disponere over Paul Pogba i næste sæson.
Den 19-årige franskmand kan frit vælge, om han vil blive i Manchester United eller skifte til Juventus, da hans nuværende aftale udløber til sommer.
– Jeg ved ikke (om det bliver United eller Juventus, siger Pogbas agent, Mino Raiola ifølge Sky Sports.
– Det kan blive United. Jeg ved det i næste uge. Jeg tror, Paul har et godt forhold til Ferguson. Knægten skal træffe en svær beslutning, fortsætter han.
Sagaen om Pogbas fremtid har efterhånden udviklet sig til en farce, hvor Ferguson flere gange har langet ud efter Mino Raiola, der også repræsenterer Mario Balotelli og Zlatan Ibrahimovic.
Paul Pogba kom til United fra Le Havre i 2009.