Sir Alex Fergusons gode uven Arsene Wenger bedyrede henover weekenden ellers, at han var færdig med at sende spydigheder mod Fergie gennem pressen forud for det interne møde på Highbury d. 1. februar – men det løfte holdt ikke i mange timer.
Mandag var Wenger nemlig på banen med krav om, at Fergie burde få sig en karantæne for sine seneste kommentarer, og i går lød meldingen fra franskmanden på Highbury så, at United ville være et midterhold, hvis retfærdighed og videoteknologi var en del af fodbold.
Nogle synes at disse mindgames op mod de efterhånden berømte og berygtede kampe mellem Arsenal og United er god underholdning, men den gruppe hører det engelske politi samt sportsminister Richard Carborn øjensynligt ikke til. Spydighederne skal stoppe nu, kræves det.
“Enhver ting i optakten til kampen, der kan opildne forholdet mellem fangrupperne, er uforsvarligt og bør stoppes med det samme. Hvis der er sådan en intens rivalitet mellem de to fangrupper, som der er i dette tilfælde, hjælper sådanne ting bestemt ikke med at bedre forholdet,” udtaler leder af politiet Islington, Barry Norman, mens sportsminister Ricard Carborn har følgende kommentar til stridighederne mellem Wenger og Ferguson.
“Begge mænd er ansvarlige mennesker, og jeg er sikker på, at de nu indser at de bliver nødt til at skrue lidt ned for blusset. De er fra flere sider blevet bedt om at stoppe, og det vil også være det mest fornuftige, at de nu vender tilbage og gør det, de gør bedst; nemlig at træne fantastisk gode fodboldhold,” siger sportsministeren.